Christian Lundgaard

Aarhus Automobil Sport

Christian Lundgaard (f. 23.07.2001)

 

Christian Lundgaard viste allerede i kartingdagene sit store talent, særligt da han rykkede op i KFJ-klassen. Her stod han øverst i flere af italienske løb og serier, men det største trofæ kom, da han i 2015 sikrede sig EM-titlen i klassen. I seniorklasserne tog han en andenplads i DM og en tredjeplads i WSK Champions Cup, inden han skiftede til formelracing. Her kørte han i 2017 i SMP F4 og i det spanske F4-mesterskab - begge mesterskaber, han sikrede sig i overbevisende stil. Året efter stod på Formula Renault Eurocup, hvor han endte toer i mesterskabet - samt debut i GP3 Series. Det banede vejen til start i FIA Formula 3 Series' første sæson, hvor danskeren startede ud helt i front i løbene i Barcelona. Sæsonen endte med en sjetteplads i mesterskabet og debut i klassen lige under Formel 1, FIA Formula 2 Championship. Her kørte han også de efterfølgende to sæsoner, men første sæson forblev den stærkeste med to sejre undervejs. I perioden 2017-2022 var Lundgaard del af Renault/Alpine-akademiet. I 2021 debuterede han i Indycar med en stærk fjerdeplads i kvalifikation og en 12. plads i løbet - trods sygdom! Han blev i 2022 rookie of the year i serien og tog sin første sejr i 2023 - og den første danske Indycar-sejr. 2025 var Lundgaards bedste sæson i mesterskabet, hvor han sluttede på en femteplads samlet.