Trivsel i motorsport
Motorsport skal være sjovt, udviklende og trygt – for både børn, unge, forældre og klubber. En god og sund trivsel er ikke bare noget, der opstår af sig selv. Den kræver bevidste valg, en god tone og et fælles ansvar.
På denne side finder du gode råd og konkrete redskaber til, hvordan både forældre og klubber kan bidrage til at skabe et miljø, hvor alle føler sig velkomne og har lyst til at vende tilbage – både for fællesskabet og for kærligheden til sporten.
Forældre spiller en central rolle i deres børns glæde og motivation for motorsport. Derfor giver vi inspiration til, hvordan du som forælder bedst støtter dit barn – ikke gennem pres og resultater, men gennem nysgerrighed, opmuntring og en positiv tilgang.
Klubberne har ansvaret for at skabe rammerne omkring sporten – rammer, hvor god opførsel, fællesskab og respekt er i fokus. Her får I værktøjer til at styrke jeres klubkultur og sikre, at alle – nye som garvede – trives og udvikler sig i et trygt miljø.
Gode råd til forældre
Som motorsportsforældre vil vi alle vores børn det bedste. Men vores iver for, at børnene klarer sig godt, kan nogle gange gøre mere skade end gavn. Vores adfærd er nemlig afgørende for deres trivsel – og hvis det kun er resultaterne, der tæller, stopper sporten hurtigt med at være sjov. Det er vigtigt for børnenes psykologiske udvikling, motivation og glæde ved sporten, at det først og fremmest handler om at have det sjovt. Så skal den sportslige udvikling nok følge.
Spørg ind til, om dit barn har det sjovt
Fjern fokusset fra sejre om omgangsrekorder, og spørg i stedet indtil om de barn har det sjovt. Du kan fx. spørge:
"Var det sjovt til træning i dag?"
"Hvad trænede i, og lærte du noget nyt?"
"Kan det godt være et godt racerløb, selvom man ikke vinder?"
"Griner i sammen til træning?"
"Skete der noget sjovt/skægt/uforudset?"
"Hvordan synes du, man er en god kammerat?"
"Er der noget, du er blevet bedre til den sidste måned? Og hvis der er: hvad har gjort, at du er blevet bedre?"
Find inspiration til flere gode spørgsmål her.
Feedback-burgeren
Husk at fremhæve de ting, som dit barn gør godt. Det er nemt at blive for fokuseret på, at de kører den forkerte linje, bremser for tidligt eller for sent, eller at de ikke forsvarer godt.
Det er selvfølgelig vigtigt for børnenes sportslige udvikling, at arbejde på deres svagheder. Men det er ikke sjovt, hele tiden at blive mindet om alt det vi gør forkert. Brug derfor feedback-burgeren når du giver dit barn feedback:
Start med positiv feedback, derefter hvad dit barn kan blive bedre til, og slut af med mere positiv feedback.
Undgå at sammenligne
Lad være med at sammenligne dit barn med andre, og tal ikke for meget om talent. Læg i stedet for vægt på indsats, forberedelser og udvikling, når du roser (Kilde, Team Danmark).
Monkey see, monkey do: sæt et godt eksempel!
Vores børn efterligner vores måde at begive sig i verden på - det vil sige, at hvis du taler pænt og ordenligt til andre, vil dit barn gøre det samme. Er din tone derimod hård, vil dit barns tone også blive hård. Så sæt et godt eksempel! Det kan gøre meget for at sikre en bedre tone og trivsel i klubben.
DIF-artikel: Forældre er afgørende for børns trivsel i idrætten
Forældrene spiller en stor rolle for børns trivsel i idrætsforeningerne, viser undersøgelser. Det handler om at finde en god balance, hvor man både engagerer sig og er nysgerrig på børnenes idræt, men samtidig giver både børn og trænere plads. Læs hele artiklen her.