Motorsportens Hall of Fame
DASUs Motorsportens Hall of Fame hædrer en række af motorsportens allerstørste stjerne.
Det sker dels i en fysisk udstilling i Idrættens Hus i Brøndby, hvor DASU har sekretariat, dels her på dasu.dk gennem podcasts og artikler.
Det er både klubber og sekretariatet, der kan indstille til at medlemmer optages i Motorsportens Hall of Fame. For at blive optaget, skal man dog leve op til en række krav. Ved lanceringen blev fem koryfæer optaget, hvilket også var tilfældet året efter. Herefter optages en udøver årligt.
Se i øvrigt oversigt over årets bilsportskører gennem tiderne her.
Poul V. Petersen
Det er i år 50 år siden, at Poul V. Petersen (22.12.1948 ) besluttede sig for at bygge sin egen kart. Det skulle siden bane vejen for en imponerende karriere, der ikke bare udløste dels DM- og NM-titler, dels Europa- og verdensmesterskaber, men også var starten på et professionelt virke som kartingproducent.
Vi taler om det, der oprindelig hed Formel E, men som nu betegnes som Superkarts – karts med tocylindrede 250 cm3-motorer. Oprindeligt blev der kørt løb med dem på de kringlede kartingbaner, men snart var det udelukkende på bilbanerne, at man kunne opleve dem nærme sig en topfart på 250 km/t.
Allerede i 1976 havde Poul V. Petersen fået gjort såvel sin kart som sin kørestil så god, at han kunne erobre det første af sine i alt syv Danmarksmester. Men allerede dengang ønskede han konstant at forbedre og udvikle sin kart, men det sekshjulede kart, han året efter præsenterede med Tyrrells ikoniske Formel 1-racer som forbillede, blev dog en enlig svale.
Da sekshjuleren var blevet skrottet, begyndte de internationale resultater at komme. I 1979 kunne Poul V. Petersen på Mondello Park i Irland erobre Europamesterskabet og dermed den første af sine i alt seks internationale titler.
Lidt efter lidt gik Poul V. Petersen fra at være selvbygger til at blive fabrikant. I de første mange år havde han ved sæsonafslutningen solgt sin kart til en konkurrent, for derefter at gå i gang med at bygge en ny med forskellige forbedringer, men ved starten af 1981 etablerede han P.V.P. Karting og begyndte at producere flere karts, selv om han stadig havde et job at passe.
1985 blev en sand tour de force for ham, da han blev Danmarksmester, Europamester og Verdensmester. Kun en NM-sølvmedalje betød, at han ikke gjorde rent bord i en ellers perfekt sæson.
Tre år senere kunne Poul V. Petersen ikke bare gentage sit verdensmesterskab, men hans firma P.V.P. Karting sikrede sig også det første og eneste verdensmesterskab for konstruktører i klassen! Produktionen var kommet op i fart, og han solgte mange karts til sine konkurrenter. Men de havde stadig svært ved at slå ham.
I 1990 vandt Poul V. Petersen sit syvende og sidste Danmarksmesterskab. Ikke fordi formen derefter styrtdykkede, men det gjorde den danske deltagelse i Formel E-klassen. I udlandet kunne han stadig være med. I 1993 lykkedes det ham endelig at sikre den manglende titel i trofæskabet – det nordiske mesterskab – og i 2002 sluttede Poul V. Petersen i Europamesterskabet – et mesterskab, hvor han helt frem til 2018 var aktiv som kører.
Gennem årene har Poul V. Petersen fremstillet knap 100 PVP-karts, men han har også konstrueret motorer. I 2006 fik han således sin første 250 cm3-motor – PVP 251 – homologeret hos CIK, og siden er yderligere to motorer kommet til.
Poul V. Petersen er optaget i Motorsportens hall of fame november 2021.
Poul Vilhelm Petersen
* 22.12.1948
1971 Bygger sin første kart.
1976 Vinder sit første Danmarksmesterskab i karting Formel E.
1978 Nummer to i EM i karting Formel E.
1979 Europamester i karting Formel E.
1980 Nummer to i World Cup i karting Formel E.
1981 Nummer to i EM i karting Formel E.
1985 Verdensmester i karting Formel E.
Europamester i karting Formel E.
1988 Verdensmester i karting Formel E.
Nummer tre i EM i karting Formel E.
P.V.P. Karting vinder det første og eneste konstruktørverdensmesterskab i karting Formel E.
1989 Nummer tre i EM i karting Formel E.
1990 Vinder sit syvende og sidste Danmarksmesterskab i karting Formel E.
1993 Nordisk mester i karting Formel E.
1999 Nordisk mester i karting Formel E.
2002 Nummer fire i EM i karting Formel E.