Motorsportens Hall of Fame
DASUs Motorsportens Hall of Fame hædrer en række af motorsportens allerstørste stjerne.
Det sker dels i en fysisk udstilling i Idrættens Hus i Brøndby, hvor DASU har sekretariat, dels her på dasu.dk gennem podcasts og artikler.
Det er både klubber og sekretariatet, der kan indstille til at medlemmer optages i Motorsportens Hall of Fame. For at blive optaget, skal man dog leve op til en række krav. Ved lanceringen blev fem koryfæer optaget, hvilket også var tilfældet året efter. Herefter optages en udøver årligt.
Se i øvrigt oversigt over årets bilsportskører gennem tiderne her.
Kris Nissen
Kris Nissen (f. 20.07.1960) satte allerede fra sine kartingdage i Vojens Karting Klub et solidt aftryk på dansk motorsport. Fra klubmesterskaber over DM-titler i slut-70’erne gik det videre til formelbiler for sønderjyden, der året efter sin debut i racerbiler blev toer i DM i Formel Ford 2000. Fire sæsoner blev det til i klassen, og det kastede bl.a. et DM og en andenplads i EFDA Euroseries af sig. Og så var det tid til at rykke et nøk op ad rangstigen.
I 1983 kørte Kris Nissen i Formel 3-klassen i EM-sammenhæng, og i 1985 hos det navnkundige Volkswagen Motorsport. Kris Nissen blev toer det år, men sikrede sig titlen året efter – et år, der også gav Formel 1-test og første deltagelse i verdensmesterskabet for gruppe C-sportsvogne – nutidens LMP1-racere.
Netop gruppe C-sportsvognene var tæt på at sætte en brat stopper for sønderjyden. En horribel ulykke på Norisring i Tyskland fik dog lykkelig udgang for Kris Nissen. Kort tid efter – i juli 1988 – kørte Kris Nissen dog galt i sin Kremer-indsatte Porsche 962 på Fuji-banen i Japan, mens han var i spidsen for både den europæiske Interserie og det japanske mesterskab for klassen.
I månederne efter svævede danskeren mellem liv og død. Derfor var det mod alle odds, da han knap et år efter kunne gøre comeback i motorsporten. Det var dog – typisk for Kris Nissen – beviset på viljen til sejr, som han havde vist så mange gange tidligere både på banerne og uden for i den evindelige jagt på sponsorkroner og konkurrencedygtige racersæder.
Kris Nissen er optaget i Motorsportens hall of fame i november 2020.