Motorsportens hall of fame

Motorsportens Hall of Fame

 

DASUs Motorsportens Hall of Fame hædrer en række af motorsportens allerstørste stjerne.

 

Det sker dels i en fysisk udstilling i Idrættens Hus i Brøndby, hvor DASU har sekretariat, dels her på dasu.dk gennem podcasts og artikler.

 

Det er både klubber og sekretariatet, der kan indstille til at medlemmer optages i Motorsportens Hall of Fame. For at blive optaget, skal man dog leve op til en række krav. Ved lanceringen blev fem koryfæer optaget, hvilket også var tilfældet året efter. Herefter optages en udøver årligt.

 

Se i øvrigt oversigt over årets bilsportskører gennem tiderne her.

 

Jens Nielsen

Jens NielsenSom de fleste motorsportsinteresserede i sin generation var det på to hjul, at Jens Nielsen startede sin karriere som aktiv. Det var i terrænløb – forløberen for motocross – at det skete, og her kørte han utallige løb, inden han i midten af 1950’erne skiftede til fire hjul. Billøbene var baneløb på de jyske hestevæddeløbsbaner, men også på Roskilde Ring, hvor han uden at dele sin Volkswagen Karmann Ghia med en makker gennemførte et langdistanceløb over to gange seks timer.

Udholdenhedselementet var helt klar noget, der tiltalte manden fra Silkeborg, der snart kastede sig over rallysporten, og det først og fremmest de internationale løb. Herhjemme var disciplinen fortsat i sin spæde barndom, da bilsport på offentlig vej først atter var blevet tilladt i 1955. Derfor var det intet mindre end imponerende, at han i sit første internationale løb – Tulpenrallye i 1958 – sluttede på en generel sjetteplads. Løbet blev kørt over fem dage i Holland og Tyskland, havde 213 startende og af dem blev 95 klassificeret.

Tre år senere havde Jens Nielsen sin første start i det løb, hans navn senere skulle blive synonymt med; Rallye Monto-Carlo. Sammen med Ove Pedersen nåede han frem til fyrstendømmet i sin Volkswagen som nummer 128, men sluttede dermed udenfor de 100 bedste hold, som fik lov til at starte i De lange knives nat. Det fik han senere rådet godt og grundigt bod på, og i 1965 opnåede han sit bedste generelle resultat, da han blev nummer 33 sammen med Henning Henriksen.

I alt nåede Jens Nielsen 28 gange at være til start i Rallye Monte-Carlo – sidste gang i 1992 – men en deltagelse skiller sig dog ud. Det var i 1976, hvor han vandt Les Chevronnés-klassen for oldboys-kørere.

Fire gange indenfor fem år vandt han Rallye Baltic – et fyrskib i dansk rally, der i visse udgaver gik over 3.000 km og også omfattede hastighedsprøver i Sverige, Norge og Tyskland. To Danmarksmesterskaber blev det til, og 1967-titlen var den sværeste. Der var ikke ti titler til ti klasser, men kun én at kæmpe om blandt de 125 mandskaber, som felterne dengang talte. Størstedelen af starterne fandt sted bag rattet af først Volvoer, siden Renaulter, som han var forhandler af.

Med en international rallykarriere, hvor der var 34 år mellem første og sidste udlandsstart, var det naturligvis ikke den samme navigatør, der læste først kort og siden noter. Men alligevel var Jens Nielsen meget trofast, når det gjaldt valget af sine makkere. Fra 1965 til 1969 kørte han med sønnen, inden denne selv valgte at sætte sig bag rattet. Inden da havde Henning Henriksen været makkeren og var det også bagefter, inden først Jørn Iversen og siden Børge Pedersen tog over. I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne var Ib Hildebrandt hans faste navigatør.

Organisatorisk var Jens Nielsen også aktivt som delegeret (dommer) til løb samt som vicepræsident i DAU’s bestyrelse. 

Jens Nielsen

* 29.03.1918 +09.01.2018

 

1958              Debuterer i danske baneløb.

Får sin internationale rallydebut, hvor han bliver nummer seks generelt i Tulpen Rallye.

1961              Deltager for første gang i Rallye Monte-Carlo, hvor han slutter som nummer 128.

1962              Tager en klassesejr og slutter som nummer ti generelt i Tulpen Rally.

1965              Nummer 33 generelt i Rallye Monte-Carlo.

1967              Vinder af Rallye Baltic.

                      Danmarksmester i rally.

1968              Vinder af Rallye Baltic.

                      Nummer fire i Rajd Polski.

1970              Vinder af Rallye Baltic.

1971              Vinder af Rallye Baltic.

                      Danmarksmester i rally gruppe 2 0-1600 cm3.

1973              Nummer fire i Rallye Sachsenring.

1976              Vinder af Les Chevronnés-klassen for old boys i Rallye Monte Carlo.

1992              Deltager for 28. og sidste gang i Rallye Monte-Carlo.

1998              Modtager DASU’s hæderstegn i guld.