Motorsportens hall of fame

Motorsportens Hall of Fame

 

DASUs Motorsportens Hall of Fame hædrer en række af motorsportens allerstørste stjerne.

 

Det sker dels i en fysisk udstilling i Idrættens Hus i Brøndby, hvor DASU har sekretariat, dels her på dasu.dk gennem podcasts og artikler.

 

Det er både klubber og sekretariatet, der kan indstille til at medlemmer optages i Motorsportens Hall of Fame. For at blive optaget, skal man dog leve op til en række krav. Ved lanceringen blev fem koryfæer optaget, hvilket også var tilfældet året efter. Herefter optages en udøver årligt.

 

Se i øvrigt oversigt over årets bilsportskører gennem tiderne her.

 

Erik HøyerErik Høyer

 

Erik Martin Høyer (f. 13.02.1939) er en af alle tiders mest vindende racerkørere på de danske asfaltbaner, og havde det ikke være for en forholdsvis sen start i sporten, var det sikkert blevet til flere end de 15 Danmarksmesterskaber og to Danmarkstrofæer, han står noteret for.

Han var kun 16 år, da han deltog i knallertløb på Østerbro Stadion en aften i 1955, men der gik ti år, inden han kom til at køre sit første billøb. Den unge klejnsmed fik sig en MG A-sportsvogn, og da en af hans venner var vild med motorsport, blev Erik Høyer bl.a. lokket med ud til et manøvreprøvearrangement. Han var dog for øm ved at skulle bruge sin egen MG, så han lånte i stedet vennens Morris Cooper … og vandt. Senere blev han lokket med på Roskilde Ring, hvor vennen kørte race.

Op til 1965-sæsonen blev MG’en solgt og pengene fra salget blev brugt til en Morris Cooper, som han debuterede med på Roskilde Ring. Nogen sensation var han ikke fra start. Det var først året efter, at han her tog sin første løbssejr, men så vandt han også stort set hver gang og tog sit første Danmarksmesterskab. Og resten er, som man siger, historie.

Erik Høyer blev optaget i Motorsportens hall of fame i 2020.