Racerbiler kan ikke køre uden mekanikere. Hele vejen fra de mindste karting-klasser til Ferraris Formel 1-hold, er det mekanikere, der får hjulene til at dreje. Som mekaniker er du ikke bare ansvarlig for opsætning og justering af bilen/karten, men også for at reparere skader, og at samle og skille bilen ad før og efter løb. Du kan allerede få erfaring med mekanikerrollen f.eks. ved at hjælpe med at klargøre og reparere gokarts hos din lokale klub.
Du kan blive uddannet personvognsmekaniker landet over. Hvis du gerne vil arbejde i international motorsport, kan det være en idé at tage uddannelsen som et EUX-forløb – en blandet erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse – så du kan blive dygtig til fag som matematik, engelsk og teknikfag og åbne døre til nogle af de videregående uddannelser, som motorsportshold efterspørger.