Karrieremuligheder og job i motorsport

Karrieremuligheder og job i motorsport

Vi er nok mange, der drømmer om at køre for Ferrari, Red Bull eller Mercedes. Om at sprøjte champagne fra det øverste trin af Formel 1-podiet. Om at løfte mesterskabstrofæet i Abu Dhabi. Men du skal igennem et nåleøje, for at blive professionel racerkører. Endnu sværere er det at blive én af de kun få Formel 1-kørere i verden. Det kræver både held og ressourcer – oveni i talent og hårdt arbejde.

Men hvis du brænder for motorsport og drømmer om en karriere, der tager dig til racerbaner verden over, behøver du ikke sidde bag rattet. Har du brug for en Plan B, er der rigeligt med alternative karriereveje til dig med fart i blodet. Her får du oversigten over de mest eftersøgte uddannelser i motorsport.

 

Formula Student sætter standarden for ingeniørstuderende, der drømmer om at arbejde i motorsport. Formula Student er en international konkurrence, hvor universiteter verden over dyster mod hinanden i biler, som de selv har designet, bygget og finansieret. Bilerne skal ikke kun være hurtige og pålidelige, de skal samtidig leve op til et omfattende reglement for Formula Student-biler.

Alle fire danske universiteter, som udbyder ingeniøruddannelser – AU, AAU, DTU og SDU – har Formula Student-hold. Du behøver dog ikke at være ingeniørstuderende, for at være med i Formula Student programmet. Nøjagtigt som et professionelle motorsports-hold, har Formula Student-holdene brug for studerende med ekspertise i alt fra software til økonomi og markedsføring. Så længe dit universitet har et Formula Student-hold, er der en stor chance for, at de efterspørger dine kompetencer.

Læs mere om de danske Formula Student hold her:

AU Dolphins (Aarhus Universitet)

AAU Racing (Aalborg Universitet)

Vermilion Racing (DTU)

SDU Vikings (Syddansk Universitet)