Vi genopliver DASU Race Academy
Shooting stars, Rising Stars, young driver, DASU Academy. Kært barn har haft mange navne.
De danske atleter og spirende racerkørere uden for Team Danmark-truppen har været igennem en række navneskift – navnlig for den trup, de er del af. Ovenstående er blot nogle af dem, hvor andre også har dækket andre sportsgrene, eksempelvis rally- og kartingsporten.
Men nu genopliver vi et tidligere navn til truppen af udvalgte talenter fra gokartsporten og de yngste i banesporten – DASU Race Academy.
DASU Race Academy er det tilbud DASU har, til de udvalgte talenter, vi udpeger løbende. Som del af denne trup får man mulighed for at blive bedre rustet til et liv på racerbanerne. Vi sætter fokus på at uddanne talenterne og giver dem konkrete værktøjer, så de er så godt rustet som muligt både på og uden for baneanlæggene rundt om i verden.
For at sikre, at vi kommer bedst muligt rundt om talenterne og får mest muligt ud af de midler, vi har til rådighed, vælger vi helt bevidst at pege på et lille antal atleter, der tilbydes vores forløb. De udpeges ud fra forskellige parametre – ikke alene ud fra resultater.
Det tilbydes deltagerne i DASU Race Academy
- Bliver del af talentprogram, der forbereder til Team Danmark-trup
- Mulighed for at bruge udpegelsen i markedsføring og sponsorsøgning
- Eksempler på de tilbud, atleterne får:
- Undervisning i fysisk træning
- Undervisning i kost og ernæring
- Introduktion til sponsorsøgning
- Introduktion til PR og markedsføring
- Mentaltræning
- Køreteknik
- Antidoping-undervisning
- Inspirationsoplæg om karriereveje i motorsport
- Løbende coaching og rådgivning
- Løbende fokus på trivsel
DASU Race Academy lanceres snarest inden for kartingsporten og kan ses på dasu.dk inden længe.
FAQ - spørgsmål og svar om DASU Race Academy
Hvordan bliver jeg del af DASU Race Academy?
Talenterne udpeges. Men du er naturligvis velkommen til at sende en henvendelse til os på dasu@dasu.dk.
Jeg dyrker også motorsport og kunne bruge samme træning – hvor får jeg det?
Den primære træning for udøvere i motorsporten foregår i klubberne rundt om i landet. Spørg i din klub og spørg de andre medlemmer, hvad de gør.
Hvad med fysisk træning - kan jeg lave samme program som DASU Race Academy?
Vi har sammen med vores træner Dennis Wounlund lavet en video og en brochure med træningsøvelser for unge kørere. Se videoen her.
Hvad med mentaltræning og kost og ernæring?
Der findes en del råd og øvelser at hente hos Team Danmark, bl.a. inden for kost og ernæring, træning og sportspsykologi. Se mere her.
Du kan også gennemgå online antidopingkursus – det er gratis og kræver blot, at man registrerer sig. Der er kurser for både forældre/trænere og for atleter. Se mere her.