Klubformand og medlem af vejsportsudvalget Verner Hald er søndag afgået ved døden efter længere tids sygdom i en alder af 73 år.

Verner Hald var igennem mere end halvdelen af sit liv aktiv i bilsporten. Han blev medlem af KDAK Sport Nordjylland, hvor han tilbage i 1973 indløste sin første licens, og med tiden udviklede han sig til at blive en frontfigur i den nordjyske klub. Igennem en lang årrække var Verner Hald således formand for klubben, og han var en meget aktiv formand.

Han kørte sammen med bl.a. Hans Østergaard og Jette Nielsen, men i de seneste mange år var det sammen med sønnen Erik, at han var aktiv. I 2016 endte de med at tage DASU-guldet med i C-klassen. Og netop far-og-søn-duoen havde i KDAK Sport Nordjylland-regi planlagt et DM-løb – Vendsyssel Rundt 2017 – som klubben desværre måtte aflyse grundet Verner Halds sygdom.

Også på nationalt plan ydede Verner Hald en indsats for sporten. Op til 2008-sæsonen blev han valgt ind i det daværende bilorienteringsudvalg, som siden blev til vejsportsudvalget, og her var han et meget aktivt medlem, hvor han deltog i sit sidste møde i januar.