Vejsport-kalender og ansøgninger 2024
Til klubber og løbsledere
Vi er godt nok kun lige midt i sæson 2023, men alligevel har vi i Vejsportsudvalget allerede nu rettet blikket frem mod den kommende sæson, idet det snart er tid til at tage hul på planlægningen af 2024 - sæsonen.
Vedlagt sendes den vejledende kalender for vejsporten i 2024. I kalenderen er markeret forslag til løbsdage for P-løb (DASU Classic m.v.) og O-løb (mesterskabsløb). Der vil selvfølgelig være behov for andre datoer til lokale løb, og andre løb, der ikke tæller til disse turneringer, ligesom vi på nuværende tidspunkt ikke har nogen eksakte datoer for de svenske afdelinger af NAC i den kommende sæson. De weekender, der er markeret med grønt i højre margin er Rallyudvalgets planer for afdelinger af Dansk Super Rally i 2024.
Klubber og løbsledere opfordres hermed til at have denne kalender for øje ved ansøgning om løbsdage, idet Vejsportsudvalget gerne vil sikre en god spredning af løbene hen over sæsonen. Der kan selvfølgelig være gode grunde til, at der søges om løb på andre datoer, hvorfor kalenderen i sådanne tilfælde blot er vejledende.
Ansøgningsfrister fremgår af DASU Reglement 1, bilag A:
Nordiske mesterskaber (NAC): 1. juli 2023.
Øvrige arrangementer: 15. oktober 2023.
Her ser vi i Vejsportsudvalget frem til at modtage en lang række ansøgninger, så vi kan få en sæson 2024 fyldt med aktiviteter og nogle gode turneringer.
Løbsdage søges på skema på linket her.
Ansøgningen skal sendes til Jonathan Melchiorsen, der har følgende mailadresse: jme@dasu.dk
Vejsportsudvalget ser frem til at høre fra jer.
Fortsat god sæson og en god sommer til jer alle.
Med sportslig hilsen
Ole Skov og Jørgen Skjøt