Det var to vidt forskellige verdener, der sidste år fik knyttet kontakt til hinanden, da Borgerinitiativet under Foreningen Kalundborg kom i dialog med DASU-klubben dragracing.dk. Men sammen fik de skabt synergi og glæde for begge parter. For lokalområdet i den vestsjællandske by og for dragracing-sporten i Danmark.

 

”Foreningen Kalundborg har til formål at skabe noget mere liv og flere aktiviteter i området,” fortæller Bent Hartvigsen fra Borgerinitiativet, der er en undergruppe i foreningen. ”Vi kom i kontakt med en gruppe indehavere af amerikanerbiler, som søgte et nyt sted til deres træf. Vi fik så nys om, at der var interesse for at lave noget street race.”

 

Bent Hartvigsen fik kontakt med repræsentanter fra DASU-klubben dragracing.dk, og sammen fik de sidste år afviklet det første løb i Kalundborg. I år skal der køres tre – det næste den 8. juli – og i det nyeste nummer af Autosport, som i disse dage postomdeles til medlemmerne af DASU-klubberne, kan du læse historien om dette utraditionelle samarbejde.

Læs mere om dragracing og streetrace i Danmark her.