Team Danmark introducerer forældreguide
Forældre er en kæmpe ressource i forhold til trivsel og udvikling af mental sundhed. Team Danmarks nye forældreguide skal guide forældre til at støtte deres barn bedst muligt i sporten.
Negative historier om forældre til børn i talentmiljøer får ofte meget spalteplads og sendetid, men heldigvis er de dårlige eksempler kun en lille del af virkeligheden. Forældre vil deres børn det bedste, og forældre kan være en kæmpe ressource i forhold til trivsel og udvikling af mental sundhed i talentmiljøerne. Men hvordan hjælper man på bedst mulig vis sit barn i et talentmiljø? Det kan man få svar på i en ny publikation ’Team Danmark-Forældreguide – Sådan kan du støtte dit barn i sporten’, som Team Danmark i samarbejde med Kolding Elite har udviklet, fortæller Christina Teller, faglig leder af karriere og talentudvikling i Team Danmark.
”Vi vil gerne gøre op med nogle af de negative dogmer, der findes om ’sportsforældre’. Forældres ambitioner og pres kan let tage overhånd, men det er forældrenes deltagelse, der skaber rammerne for, at barnet overhovedet dyrker sport, og mange forældre formår at støtte deres barn rigtigt godt. I Team Danmark ser vi forældre, som afgørende i forhold til at støtte op om børn i talentmiljøerne. Vi skal i sporten være bedre til at inspirere forældre og give dem redskaber til at finde deres egne roller i forhold til barnets sportsliv og på den måde øge børnenes idrætsglæde, trivsel og forudsætninger for at udvikle sig i sporten. Derfor lancerer vi nu forældreguiden,” siger Christina Teller.
Team Danmark-Forældreguide indeholder information og redskaber, der hjælper forældre med at optimere deres involvering og støtte til barnet i sporten på en måde, der gavner barnets trivsel og udvikling og understøtter det talentmiljø, barnet er en del af.
Forældreguiden fungerer både som undervisningsmateriale og som et opslagsværk for forældre med børn i talentklasser og sportsmiljøer. Målgruppen er forældre til børn i Team Danmarks talentklasser fra 7-9. klassetrin samt undervisere, konsulenter, trænere osv., der skal have dialog og/eller undervise forældre i guiden. Forældreguiden kan benyttes til undervisning både i folkeskolen og i det sportslige miljø (i klubben, kraftcentre/talenttræning osv.).
Du kan læse mere om forældreguiden og downloade materiale her hos Team Danmark.
Gode råd til sportsforældre
- Vær bevidst om, at du er en rollemodel:
Dit barn spejler sig i din adfærd til både træning, konkurrencer og fællesskabet i klubben. Vær opmærksom på, at din tilgang påvirker barnets oplevelse. - Find balancen i din støtte:
Støt dit barn både praktisk og følelsesmæssigt, og find en balance i, hvor meget du er til stede ved træning og konkurrencer. Skab et trygt rum, hvor barnet kan dele tanker, og sørg for, at barnet også får mulighed for at tage ansvar og udvikle selvstændighed. - Understøt talentudviklingsmiljøet:
Bidrag med dine kompetencer til det frivillige arbejde, anerkend trænerens indsats, støt op om fællesskabet og vær med til at skabe et positivt og respektfuldt samarbejde omkring dit barn. - Vær ambassadør for barnets trivsel:
Vær en stemme for dit barns trivsel i sportsmiljøet, og sørg for, at alle aktører har fokus på, at barnet trives. - Inspirer til idrætsglæde:
Hjælp dit barn med at finde glæde i sporten og have langsigtede mål for sin udvikling. - Understøt barnets motivation:
Forstå, hvad der motiverer dit barn til at dyrke sport, og vær med til at bevare og udvide denne motivation til også at handle om læring og udvikling. - Fokusér på færdigheder og procesmål:
Støt dit barns udvikling ved at lægge vægt på mestring af færdigheder frem for resultater. Hjælp barnet med at have fokus på procesmål fra træningen og ros både indsats og fremgang. - Bred fokusset ud:
Sæt fokus på det, sporten også giver, som f.eks. stærke fællesskaber, venskaber og personlig udvikling. Hjælp barnet med at overføre kompetencer fra sport til andre områder som uddannelse og sociale relationer. Det giver en stærk personlig udvikling. - Giv feedback med fokus på udvikling:
Brug anerkendende feedback, der fokuserer på barnets individuelle udvikling og trivsel frem for sammenligning med andre. Stil åbne spørgsmål, så barnet kan reflektere over egne oplevelser og udvikling.
Kilde: Team Danmark