Skal DU deltage for Danmark i FIA Motorsport Games 2024?
Motorsportens svar på de olympiske lege vender tilbage til oktober. I dagene fra den 23. til den 27. oktober dyster racerkørere fra hele verden i og omkring Valencia i Spanien. På højkant er medaljer og æren – og titlen som bedste nation!
Senest FIA Motorsport Games blev afholdt var i 2022 i Frankrig. Nu vender DASU og Danmark tilbage til motorsportslegene for at gøre det endnu bedre i dette års udgave.
Sidst deltog 463 kørere fra 72 forskellige motorsportsforbund og op mod 45.000 tilskuere. I 2024 forventes endnu flere, lige som der også er skruet op for antallet af discipliner.
FIA Motorsport Games 2024 kan dermed blive et kæmpe udstillingsvindue for unge talenter og kørere på vej til internationale løb, ligesom en lang række internationale teams deltager.
DASU åbner nu op for, at interesserede kørere kan blive del af delegationen og forsvare de rød/hvide farver. Ønsker du at deltage, skal du hurtigst muligt – og inden fredag den 28. juni – sende en motiveret ansøgning til DASU. Ansøgningen skal indeholde:
- Kort, motiveret skriftligt ansøgning om hvorfor DU skal deltage i FIA Motorsport Games og hvordan en udvælgelse passer ind i din motorsportskarriere
- CV og relevante resultater
- Videopræsentation, hvor du introducerer dig selv og fortæller os, hvorfor vi skal vælge netop dig!
Send ansøgning til Head of Delegation Jonathan Melchiorsen på jme@dasu.dk.
Læs mere her på motorsportdanmark.dk.
Foto: SRO/ JULES BEAUMONT