Rally Juelsminde bevilget 10.000kr til bæredygtige tiltag
Bæredygtighed er i højsædet denne weekend, når Dansk Super Rally gæster Juelsminde. Den afviklende klub, Motorsport Nordjylland, er nemlig blevet bevilget 10.000 kroner til en række miljøtiltag.
”Målet er at Rally Juelsminde skal være Danmarks mest bæredygtige rally”, siger løbsarrangør Jeannette Kvick.
For at blive det, er der først og fremmest fokus på affaldssortering. Ved alle tilskuerområder sættes bemandede affaldsstationer op, så der er nem vejledning til sortering. Klubben har også sørget for ekstra skraldestativer til arrangementet, og et samarbejde med den lokale genbrugsstation til affaldshåndtering.
Men bæredygtighed er andet end blot affaldssortering – og det er Motorsport Nordjylland meget opmærksomme på, fortæller Jeannette Kvick:
”Vi har formået at lægge prøverne på en måde, der minimerer kørslen mellem dem. Så har vi lavet en aftale med Skoda Ejby, som stiller elbiler til rådighed til løbsledelsen, og vi skærer ned på fysiske materialer til officials ved at lægge det hele i en app og dermed minimere print og papirspild.”
Der er også fokus på de frivillige, som kommer fra alle hjørner af landet. Derfor opfordrer klubben til samkørsel blandt de frivillige, og incentiverer det med et tilskud.
Se alle tiltag herunder
-
Samarbejde med leverandører, der arbejder bæredygtigt
-
Brug af genanvendelige materialer i afspærring, skiltning og publikumsområder
-
Minimering af print og papirspild vha. digital kommunikation frem for print (kort, programmer, tilmelding m.m.)
-
Affaldsstationer med tydelig sortering ved alle publikumsområder
-
Frivillige bemander sorteringsstationer og informerer gæster
-
Partnerskab med lokal genbrugsstation til affaldshåndtering
-
Opfordring og tilskud til samkørsel blandt officials
-
Elbiler og hybridkøretøjer løbsledelse stilles til rådighed
- Samarbejde med Juelsminde Green Team for at holde byen fri for affald