Med virkning fra i dag, fredag den 12. november, er der krav om coronapas ved bl.a. større idrætsarrangementer. Kulturministeriet er nu klar med en bred Q&A for Kulturområdet – få overblik over, hvad det betyder for idrætten her. 

Se Kulturministeriets Q&A vedr. genindførslen af coronapas på kulturområdet HER

Få det hurtige overblik over, hvor der er krav om coronapas i idrætssammenhænge nedenfor:

  1. Hvornår stilles der krav om coronapas i idrætten?
    Kravet om coronapas træder i kraft, når der er flere end 200 betalende tilskuere indendørs eller flere end 2.000 betalende tilskuere udendørs på samme tid.

  2. Hvad menes der med betalende tilskuere?
    Betalende tilskuere er defineret som det antal billetter, der er udstedt til det pågældende arrangement. Det betyder altså, at billetter, der har været gratis, tæller med i det samlede antal tilskuere.

  3. Er der en aldersgrænse for, hvornår tilskuere er omfattet af kravet om coronapas?
    Kravet om coronapas gælder tilskuere fra 15 år og op.

  4. Hvem har ansvaret for at kontrollere coronapas?
    Ansvaret for at kontrollere coronapas ligger hos den ansvarlige arrangør og manglende efterlevelse kan resultere i bødestraf. 

  5. Er der regler for, hvordan coronapas skal kontrolleres?
    Ja, coronapasset skal kontrolleres ved indgangen eller umiddelbart derefter. Det skal sikres, at alle tilskuere på 15 år og derover kan fremvise coronapas.

  6. Er der krav om coronapas for idrætsudøvere/deltagere ved idrætsarrangementer?
    Nej, kravet omfatter alene tilskuere.

  7. Er der krav om coronapas for trænere, dommere og frivillige?
    Nej, kravet omfatter alene tilskuere.

  8. Er der krav om coronapas for forældre ved fx børnestævner?
    Nej, kravet gælder som udgangspunkt ikke forældre ved fx børneidrætsstævner, hvis de overværer deres børns deltagelse i idrætsstævner.

    Kravet om coronapas gælder alene ved betalende tilskuere i forbindelse med idrætsarrangementer med flere end 200 tilskuere indendørs og 2.000 tilskuere udendørs. Ved betalende tilskuere forstås det antal billetter der udbydes. Hvis tilskuerne har fået gratis billetter, som sædvanligvis ville være udbudt til salg, vil de også være omfattet. 

    Kravet gælder dermed ikke forældre eller deltagere ved fx idrætsstævner.

  9. Der er krav om coronapas i svømmehaller – gælder det også foreningsidræt?
    Nej, kravet om coronapas gælder ikke udøvere, trænere mv. i foreningsidrætten. 

  10. Skal deltagere ved generalforsamlinger vise coronapas, hvis der er flere end 200/2.000 til stede?
    Nej. Der gælder ikke krav om coronapas for deltagere til generalforsamlinger, selvom der er flere end 200/2.000 deltagere.

  11. Hvad gælder for serveringssteder tilknyttet foreningslivet?
    Der gælder krav om coronapas på serveringssteder, herunder caféer, restauranter mv. Krav om coronapas på serveringssteder gælder uanset antallet af gæster. Take-away er dog undtaget.

Hvornår er et coronapas gyldigt

Coronapasset er gyldigt ved:

  • et påbegyndt vaccinationsforløb mod covid-19 (et vaccinationsforløb anses som påbegyndt mindst 14 dage og højst 42 dage efter den første dosis)
  • et gennemført vaccinationsforløb (kræver et vaccinationsforløb 1 dosis, anses forløbet som gennemført 14 dage efter denne dosis. Kræver et vaccinations-forløb flere doser, anses forløbet for gennemført efter den afsluttende dosis).
  • et negativt testresultat af en antigentest (hurtigtest), der er højst 72 timer gammelt fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget,
  • et negativt testresultat af en PCR-test, der er højst 96 timer gammelt fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget
  • et positivt resultat af en PCR-test, der er mindst 14 dage og højst 180 dage gammelt fra tidspunktet, hvor testen blev foretaget
  • et påbegyndt vaccinationsforløb mod covid-19 (et vaccinationsforløb anses som påbegyndt mindst 14 dage og højst 42 dage efter den første dosis)
  • et gennemført vaccinationsforløb (kræver et vaccinationsforløb 1 dosis, anses forløbet som gennemført 14 dage efter denne dosis. Kræver et vaccinations-forløb flere doser, anses forløbet for gennemført efter den afsluttende dosis).

Kilde: DIF m.fl.

Se i øvrigt coronasmitte.dk