Ole Skov – 1948-2026
Den tidligere formand for DASU’s vejsportsudvalg, Ole Skov, er gået bort i en alder af 78 år efter et længere sygdomsforløb.
Var der en person, som levede og åndede for bilorienteringsløb, var det Ole Skov. Når programmet ikke stod på job og andre gøremål, tænkte han bilorienteringsløb. I slutningen af 60’erne blev han medlem af Sydthy Motor Sport – en af klubberne under det daværende Jydsk Motor Orienterings-Union, hvor han i tre år var formand for sportsudvalget. Ole Skov var med i arbejdet omkring det fælles reglement, som de tre unioner udformede, inden sammenslutningen i DASU i 1983.
I den nye union koncentrerede han sig om at arrangere løb og være instruktør. Først i midten af 90’erne var han i en toårig periode medlem af bilorienteringsudvalget, inden han fra 2008 og frem til 2023 var formand for vejsportsudvalget. Her var han utrættelig i sit arbejde for sporten, hvor der hurtigt blev fundet løsninger og sjældent var diskussioner.
Hans første klub – Sydthy Motor Sport – fusionerede med Thy Motor Sport, men Ole Skov var aldrig en af spydspidserne i bestyrelserne. Han koncentrerede sig om at lave bilorienteringsløb.
Blandt venner og konkurrenter betegnes Ole Skov som Danmarks bedste til at lave bilorienteringsløb. Men ikke Danmarks bedste til at køre bilorienteringsløb. De eneste DM-guldmedaljer, han har vundet, var dem han opnåede for Thy Motor Sport ved hold-DM.
Civilt uddannede Ole Skov sig som lærer på Nørre Nissum Seminarium i slutningen af 60’erne, underviste gennem mange år, men gik senere ind i fagforeningsarbejdet i Danmarks Lærerforening, hvor han i 15 år arbejdede som konsulent. Da han og fru Karin blev pensionister, foreslog hun, at de skulle flytte til Midtsjælland for at være tættere på børn og børnebørn. Ole Skov var med på ideen, men havde en betingelse; han ville fortsat arrangere et årligt løb hjemme i Thy!
Første gang, han blev løbsleder på distancen, var i 2012, hvor han blev sekunderet af Bjarne Agesen og Ole Bach. Trioen kendte hinanden godt og Ole Skov kendte Thys geografi, så efter et par samtaler begyndte Ole Skov at finkæmme diverse kort for detaljer og tegne en idealrute. Herefter blev der givet besked om, hos hvilke lodsejere der skulle indhentes tilladelser. Ole Skov kom naturligvis også til området til bl.a. kontrolkørsel og selve løbet.
Det var også planen for det Ejner Hessel-løb, som i midten af september skulle have været årets DM-finale i bilorientering. Ole Skov havde håbet, at løbet kunne gennemføres, selv om han måske ikke fysisk ville kunne være til stede, men den øvrige løbsledelse viste rettidig omhu og aflyste løbet i slutningen af juli.
Flytningen fra Thy til Midtsjælland betød ikke blot mere tid med børnebørnene, men også et supplerende medlemskab af Automobil Sports Klubben Hedeland og hjælp til andre klubber, så Ole Skov endte med at lave endnu flere bilorienteringsløb, end da han var skolelærer i Thy.
Ole Skov blev flere gange hædret for sin indsats for sporten. Som den eneste har han modtaget DASU’s hæderstegn i guld to gange, ligesom han også har modtaget Mads Søndergaards Mindepokal.