Nyt ansigt og ny formand i disciplinærudvalget
Disciplinærudvalget går ind til 2026-sæsonen med ny formand og et nyt medlem. Thue Hessellund trådte ved årsskiftet af som formand for udvalget, og nu har bestyrelsen i DASU udpeget ny formand og indlemmet et nyt medlem.
Det bliver Finn Mogensen, der overtager rollen som formand for udvalget. Det mangeårige medlem af disciplinærudvalget kommer dermed til at stå i spidsen fremadrettet.
Ind i udvalget kommer et nyt ansigt i sporten - Menah Karimi. Menah er uddannet jurist og arbejder som fuldmægtig i Styrelsen for International Rekruttering og Integration - og har en brændende passion for motorsport. Menah har endda skrevet speciale om Formel 1 på jurastudiet. Menah er medlem af Odense Gokart Klub.
Vi vil samtidig gerne benytte lejligheden til at takke den afgående formand Thue Hessellund for den store indsats for motorsporten, han gennem mange år har ydet via arbejdet i DIS.