Udvalget for asfaltbanesport har udgivet nyhedsbrev, hvor du kan læse mere om BUA's sammensætning, om uddannelse og om ændringer i reglementer og cirkulærer. 

Udvalgets sammensætning

Troels Kock-Nielsen valgte at trække sig fra udvalget med udgangen af 2024, og i stedet er Palle Christiansen indgået i udvalget. Palle har i mange år fungeret som dommer, og på det seneste også ved store løb i udlandet.

Vi ser frem til at kunne trække på Palles erfaringer og viden fra udlandet.

Igangværende opgaver

Alderskrav til sikkerhedsudstyr

Udløbsdato for dragter m.v. er forlænget til 31.12.2028 jfr. Reglement 2 tillæg 10 (opdateret den 22.01.2025).

Udløbsdato for seler og sæder er forlænget med +5 år iflg. Rettelsesblad 1 til Teknisk Reglement 253 Sikkerhed (opdateret den 22.01.2025).

Aldersgrænser for kørere

Aldersgrænsen for deltagelse i Special Saloon Car Klasse 1 er nedsat fra 16 til 15 år.

Aldersgrænser for officials

Aldersgrænsen for officials er fra 2025 nedsat til 14 år jfr. Banesportens Cirkulære Officials.

Offentliggørelse af tekniske og sportslige reglementer

For de nye klasse TCCD og Formula GT Challenge er der offentliggjort tekniske og sportslige reglementer.

Generelt vedrørende processen om fornyelse af klassernes tekniske og sportslige reglementer for 2025 har der været en del forsinkelser, hvilket ikke er tilfredsstillende.

Udvalget vil fremover opstarte processen tidligere, så tidsfristerne kan overholdes.

Fordeling af klasserne på udvalgsmedlemmer

Udvalgsmedlemmerne har fordelt ansvaret for de enkelte klasser således:

Alle promotorklasser

Uffe Madsen

Special Saloon Car

Morten Haahr Vorsaa

TCCD

Morten Haahr Vorsaa

Seven / Arion

Palle Christiansen

Youngtimer

Palle Christiansen

Historiske klasser

Lise Steffensen

Kontaktpersonen er forbindelsen mellem klasserne og udvalget, og vedkommende er ansvarlig for klassernes tekniske og sportslige reglementer. 

Såfremt en klasse har behov for dialog omkring reglementer eller lignende, rettes der blot en henvendelse til kontaktpersonen.

Fordeling af løbene på udvalgsmedlemmer

De planlagte løb i 2025 blev fordelt på udvalgsmedlemmerne, som er ansvarlig for de enkelte løb.

Opgaven består af gennemgang af løbets dokumenter, godkendelse af løbet, og efter løbet følge op på rapporter m.v. – herunder også, at mesterskabsresultater lægges op på DASUs hjemmeside.

Uddannelse

Der er et ønske fra udvalget om opstramning af uddannelse af vores officials på alle niveauer. Det er både uddannelsen af nye officials og efteruddannelse af eksisterende officials.

Udvalget er i dialog med DASUs bestyrelse, udvalget for offroadbanesport og uddannelsesudvalget om den fremtidige struktur for uddannelse.

Lydgrænser

Bestemmelser om lydgrænser for de enkelte klasser fremgår af Teknisk Reglement 2 afsnit 296.1.

Lydproblemer for vores sport må forventes fremover at blive et område, som bliver udfordret af omverdenen, og derfor vil de nugældende regler komme under pres.

Anmodning om forøgelse af lydgrænsen for den enkelte klasse må derfor ikke forventes at blive efterkommet.

Ved løbene i 2025 vil der være ekstra fokus på overholdelse af lydgrænserne, og der vil blive taget kontrolmålinger som beskrevet i reglementet.

Overskridelse af kravene straffes med udelukkelse.

International licens

Bestemmelserne for udstedelse af international licens fremgår af FIA International Sporting Code Appendix L.

For opnåelse af international licens kræves der bl.a. gennemførelse af et antal løb.

Udvalget vil her præcisere, at et løb i den forbindelse er gennemførelse af et fuldt løb, og ikke blot gennemførelse af et heat.

 

Med venlig hilsen

Udvalget for asfaltbanesport