Ny mulighed for flere aktive på banen – realistisk miljøberegning giver nye udviklingsmuligheder
En ny metode til måling af varierende motorbelastning kan give danske baneklubber bedre og mere realistiske rammer i deres miljøgodkendelser.
Baggrunden er et pilotprojekt hos Søndersø Karting Klub (SKK), hvor man i forbindelse med arbejdet med en ny miljøgodkendelse undersøgte mulighederne i Miljøstyrelsens vejledning om støj fra motorsportsbaner. Her findes en mulighed for at beregne lydniveauet ud fra den faktiske gasandel – i stedet for at tage udgangspunkt i 100 % fuld gas hele banen rundt.
Og det gør en forskel.
Mere realistisk billede af belastningen
Hos SKK blev der gennemført akkrediterede målinger af varierende motorbelastning på tre kartklasser med i alt 10 kørere. Resultatet viste, at den reelle gasandel var lavere end de 100 %, som tidligere lå til grund for beregningerne.
Det betyder, at målingen fremover kan beregnes med 75 % gasandel ved den årlige egenkontrol – godkendt af kommunen.
Konsekvensen lokalt blev mulighed for flere samtidige karts på banen ved træning.
Gælder ikke kun karting
Selvom pilotprojektet er gennemført på en kartingbane, er metoden relevant for alle baneanlæg, hvor beregninger baseres på Miljøstyrelsens vejledning – herunder både asfalt- og offroadbaner.
Det kræver dog lokale målinger og individuel dialog med kommunen. Resultater kan ikke overføres direkte fra én bane til en anden.
En udviklingsmulighed for klubber
For klubbestyrelser kan dette være et vigtigt udviklingsværktøj:
-
Bedre udnyttelse af eksisterende træningstider
-
Mere realistiske vilkår i miljøgodkendelser
-
Større fleksibilitet i hverdagen
-
Bedre balance mellem aktivitet og myndighedskrav
DASUs bestyrelse ser positivt på, at metoden udbredes til flere klubber med bane. Det er muligt at søge støtte til gennemførelse af målinger.
Interesseret i at høre mere?
Hvis jeres klub ønsker at undersøge mulighederne, anbefaler vi, at I tager kontakt til DASUs miljøudvalg for en indledende dialog om:
-
Jeres nuværende miljøgodkendelse
-
Muligheder og forudsætninger
-
Proces og myndighedsdialog
-
Mulighed for støtte
Kontakt:
Henning Holm Sørensen
Formand, DASUs miljøudvalg
2124 5243
henning-holm@hotmail.com
Læs mere
Den tekniske beskrivelse og metodegrundlag kan læses i det fulde baggrundsdokument.