Kalenderen ligner grundlæggende sig selv, men teknologien bag er fornyet. Det betyder, at kalenderen ser pænere ud og er nemmere at navigere i, uanset om du bruger kalenderen fra en computer, en tablet eller din telefon.

Som noget nyt bliver gebyret for at deltage i løbet først trukket på din konto, når tilmeldingsperioden er slut.
Nyt er også, at kalenderen hænger nu sammen med DASU's medlemssystem - der hvor du hidtil har været inde, når du skulle bestille din licens.
Den sammenhæng betyder, at du kan melde dig til løb med ganske få klik, hvis du har opdateret din profil i medlemssystemet.
Alle med et medlemsnummer har en profil i medlemssystemet. Denne profil er nu udvidet, så det er muligt at tilføje oplysninger om dit køretøj - uanset om det er en bil eller en kart. Du kan tilføje mere end ét køretøj.

Når du er logget ind og har opdateret din profil, også mht. køretøj, er det meget simpelt at tilmelde dig løb.
Klik her for at se hvordan.

Har du spørgsmål, ris eller ros, er du mere end velkommen til at skrive til Jens Færgemann på jf@dasu.dk

Hvis du har en DASU-profil, fungerer tilmeldingen som nedenfor.

1. Vi anbefaler, at du logger ind i licensbestillingen/DASU’s medlemssystem, når du skal tilmelde dig løb. Det gør du her: http://dasu.cloudapp.net/Account/Login.aspx.

2. Opdatér dine oplysninger og opret et eller flere køretøjer under din profil, så du kan bruge dem ved tilmeldingen.
Dette trin kan du naturligvis springe over for fremtiden, hvis ikke der er ændringer til dine oplysninger.
Skal du tilmelde dig et rally- eller vejsportsløb, kan du ved tilmeldingen også vælge blandt de køretøjer, din medkører (første- eller andenkører) har tilføjet under sin profil.

3. Klik på punktet ”Løb med åben tilmelding” i venstre side.
Klik på løbets navn for at begynde tilmeldingen eller klik på linket til højre for at læse tillægsreglerne.
I venstre side har du også punkterne "Løb jeg er tilmeldt" og "Løb jeg har deltaget i".

4. Vælg klasse og evt. ekstraprodukter.

5. Du får nu vist dine oplysninger, og du kan rette dem ved at skrive de nye oplysninger i felterne og trykke på "Opdater".

Er det et rally-/vejsportsløb skal du angive, om du deltager i løbet som første- eller andenkører.
Herefter skal du enten indtaste din medkørers DASU ID-nummer, eller også skal du taste oplysningerne selv, hvis ikke din medkører har en DASU-profil.
Har din medkører en profil, får du kun navnet at se, De øvrige oplysninger er skjult, men de kommer med på den deltagerliste, der bliver sendt til den klub, der arrangerer løbet.

Herefter skal du vælge mellem de køretøjer der er tilføjet din og evt. din medkørers profil.

6. Til sidst får du et overblik over din tilmelding.
Systemet foretager licenskontrol. Du kan godt tilmelde dig/din medkører løb uden at have den krævede licens. Det skal du så bare sørge for at have, inden løbet køres.

7. Endelig skal du acceptere betingelserne for at gå til betalingen.