På lørdag den 7. februar skydes 2026-sæsonen af Dansk Super Rally i gang. Den nye sæson betyder også, at vi tager hul på år 2, siden DASU's bestyrelse udpegede DSR-gruppen på 3 personer: Kenneth Svendsen Nørskov, Niels Erik Jørgensen og René Pallesen.

Gruppens opgave var at løfte Dansk Super Rally til et højt og ensartet niveau. Klubberne skulle vide, hvad de gik ind til, når de gav sig i kast med den enorme opgave det er at arrangere en DM-afdeling i rally, og kørerne skulle være sikre på, hvad de fik for pengene, når de meldte sig til.

Heldigvis er der allerede sket en del, og der er mere på vej. Fra 2024 er DSR kørt efter et fast, genkendeligt mesterskabskoncept. For at sikre ens bedømmelse og fair konkurrence er der indført fælles retningslinjer for tidskontroller og kørende biler. Der er udarbejdet fælles DSR-instrukser for officials, og disse opdateres løbende. Fokus er i høj grad på tidskontrollerne. For at skabe ensartethed og minimere fejl er der indført et standardiseret DSR-kontrolkort.

Arbejdet omkring sikkerhed er kommet i faste rammer. Sikkerhedsplanerne og ikke mindst gennemførelsen af dem ude på prøverne kontrolleres af et fast team, som har DASU's OF373-uddannelse som sikkerhedschef. Den ene af disse er en DASU sikkerhedsdelegeret, der kører prøverne igennem med video i bilen som dokumentation og træning.

René Pallesen har efter eget valg forladt DSR-gruppen. Til gengæld er bestyrelsen ved at supplere gruppen med en 2-3 personer.
DSR-gruppen ønsker også at supplere sig yderligere, så de rigtige kompetencer er til rådighed for gruppens arbejde. Blandt andet arbejder gruppen på at tilknytte repræsentanter for kørerne i DM-feltet.

I 2026 arbejder gruppen selvfølgelig videre med tiltagene ovenfor, herunder at sørge for, at der for klubberne ligger en klar plan for den proces, man skal igennem for at lave et skidegodt rallyløb.

Hertil kommer et ønske om at introducere ikke-fossilt brændstof, sørge for mere PR på f.eks. SoMe-platforme og flere andre ting.

Vil du vide mere kan du kontakte DSR-gruppens sekretær Jens Færgemann på tlf. 26280816 eller e-mail jf@dasu.dk