En mindefond er nu oprettet efter den tragiske ulykke, der kostede to unge frivillige officials livet ved rallysprint den 16. september 2017.

 

Det er DASU i samarbejde med Randers Auto Sport, der har besluttet at iværksætte en indsamling til ’Mindefonden af 16. september 2017’. Midlerne fra indsamlingen går ubeskåret til de pårørende.

 

Ulykken har berørt alle i DASU og i Randers Auto Sport, og støtten fra alle grene af sporten er overvældende.  Det er tidligere set, at når en ulykke rammer sporten, så står alle udøvere, frivillige og fans sammen. Det mærker både DASU og Randers Auto Sport samt de efterladte også nu efter denne meningsløse ulykke.

 

Indsamlingen løber frem til 31. december 2017. Ønsker du at støtte indsamlingen, så giv dit bidrag til konto oprettet i Jyske Bank, reg. nr. 5078, kontonr. 1209734.

 

Det er også muligt at støtte via MobilePay. Send beløb til det femcifrede nummer 29515 (DASU kommer frem som modtager), så støtter du mindefonden.

 

Sideløbende med indsamlingen til mindefonden samler et privat initiativ også ind ved salg af sløjfer - dette private initiativ har DASU's fulde opbakning.