Under Nykøbing Falster Motor Sports 75 års Jubilæumsrally på Møn den 24. maj 2025 klokken ca. 9.39 mistede en af deltagerne herredømmet over sin bil, som ramte to officials. Uheldet skete på en hastighedsprøve, der var afspærret for øvrig trafik.

Umiddelbart efter uheldet var officials og andre deltagere fremme ved uheldet for at yde førstehjælp til de implicerede i uheldet. Snart efter ankom ambulance og akutlægeambulance.
Desværre havde en af de påkørte officials pådraget sig så svære læsioner, at vedkommende afgik ved døden.
Den anden påkørte official er fløjet til sygehuset til videre behandling.
Det har endnu ikke været muligt at fastslå årsagen til ulykken.

Navnet på den involverede kan ikke offentliggøres, da alle de nærmeste pårørende endnu ikke er blevet underrettet.

Umiddelbart efter ulykken er en havarikommission blevet nedsat for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken, herunder årsagen.
Løbet bliver ikke genoptaget.

24. maj 2025 klokken 11.10

Dansk Automobil Sports Union
Nykøbing Falster Motor Sport