Dansk Automobil Sports Union (DASU) ser med stor bekymring på meddelelsen om, at Københavns Gokart Bane lukker 1. juli 2028 som følge af byudviklingen af Lynetteholm-området.

Banen har eksisteret siden 1964 og er en af de ældste og mest betydningsfulde gokartfaciliteter i Danmark. Den har produceret generationer af dygtige kørere og haft over 1.000 unikke klubmedlemmer de seneste tre år. Men tallene fortæller kun en del af historien. Bag dem ligger tusindvis af frivillige timer — trænere, mekanikere, stævneledere og forældre — der uge efter uge har holdt banen i live og skabt de rammer, som unge kørere har udviklet sig i. Mange af dem er i dag aktive frivillige og ledere ikke kun på Amager, men i klubber og forbund over hele landet. Sådan virker en velfungerende klub: den udklækker ikke bare kørere, den udklækker mennesker med kompetencer og engagement, som hele sporten løftes af.

Gokart er praktisk læring i ordets bedste betydning. Unge lærer at sætte sig ind i tekniske systemer, fejlfinde på motorer, forstå aerodynamik og fysik gennem direkte erfaring og tage ansvar for eget udstyr og egne resultater. Mange tidligere kørere har fundet vej til uddannelser og karrierer inden for teknik, mekanik og ingeniørfaget netop fordi de her opdagede, at de er praktisk og teknisk stærke. Det er en læringsform, folkeskolen og ungdomsuddannelserne sjældent kan tilbyde i samme grad.

"Vi forstår, at byudvikling skaber svære prioriteringer, men det er afgørende, at der findes en reel løsning — ikke bare en erstatning på papiret. En gokartbane kræver plads og de rigtige omgivelser, og København har brug for den slags faciliteter, hvis vi skal fastholde og rekruttere unge til sporten — og til de tekniske uddannelser og brancher, de leder videre til," siger Ture Hansen, generalsekretær i DASU.

DASU vil i den kommende periode arbejde tæt sammen med de berørte klubber og engagere sig i dialogen med Københavns Kommune om mulige alternativer. Vi opfordrer kommunen til at fortsætte arbejdet med at finde en konkret placering, der reelt kan erstatte det, banen repræsenterer.

Om DASU Dansk Automobil Sports Union er Danmarks nationale motorsportsforbund med 9.000 medlemmer fordelt på 100 klubber. DASU er tilknyttet FIA og varetager interesserne for al automobil sport i Danmark.