Den tidligere rally- og banekører Jens Nielsen er død ganske få måneder før, at han kunne være fyldt 100 år.

Jens Nielsen startede sin karriere i motorcykelsporten, men skiftede i 50’erne til bilsporten, hvor han først kørte baneløb på både Roskilde Ring og landets jordbaner. Det skulle dog blive rallysporten, der blev hans store passion. Hans første internationale start var i det hollandske Tulpen Rally i 1960 og året efter havde han sin første start i Rallye Monte-Carlo – det løb, han nærmest blev synonym med. I 1992 havde han i en alder af 73 år sin 28. og sidste start i løbet, hvor han i 1976 vandt Les Chevronnes-klassen for oldboys. Hans aktive deltagelse i dette løb gjorde, at han 11 gange vandt den Monte Carlo-pokal, som blev udsat af Dansk Rally Club – en klub, hvor han også senere blev æresmedlem.

Fire gange vandt Jens Nielsen det største danske løb, Rallye Baltic, ligesom han to gange blev Danmarksmester i rally. I de første år kørte han Volkswagen og Alfa Romeo, men da han midt i 60’erne blev Volvo-forhandler i Silkeborg, var det først dette mærke og siden Renault, han kørte med.

Jens Nielsen var også aktiv som delegeret (datidens betegnelse for dommere) ved danske løb, og han modtog i 1988 DASU’s hæderstegn i guld.

Jens Nielsen bisættes lørdag den 13. januar klokken 13.00 fra Alderslyst Kirke i Silkeborg.