I uge 41 har Joshua Rosen fra 9. klasse været i erhvervspraktik hos DASU. I ugen der er gået har han været del af vores åben skoleprojekt, han har arbejdet på sekretariatet og hjulpet med praktiske opgaver i sportens verden. Her følger en beskrivelse fra ham af ugen der er gået.

I uge 41 har jeg, Joshua Rosen været I erhvervspraktik hos DASU. I min korte tid hos DASU har jeg oplevet meget, såsom undervisningsforløb, kontorarbejde og et udmærket socialt fællesskab.
Da jeg ankom kl. 9 i Idrættens Hus var det direkte ud til Albertslund Motorsportscenter, hvor mig og to kollegaer skulle afholde DASUs undervisningsforløb ”Hestekræfter På Skoleskemaet”. Her var der teambuilding-øvelser, træning til overkropsmuskler og sidst muligheden for en gokarttur med syv klassekammerater på AMC’s udendørs gokartbane.

Personligt havde jeg utrolig lidt erfaring med motorsport i virkeligheden, trods min kæmpe interesse inden for sportsgrenen. Derfor var det forfriskende at opleve sporten på sådan en kort afstand til banen og få muligheden at køre for første gang.

Arbejdet, som jeg fik, indebar at holde sessionerne kørende ved at f.eks. skubbe kart tilbage på banen, få kørerne tilpasset og at både stille alt op og pakke det sammen i slutningen af dagen. Dette var også planen for tirsdag, dog skulle jeg fotografere forløbet.

Onsdag var en kontordag, hvor at jeg hovedsageligt skulle bearbejde billederne, jeg tog dagen forinden. Her oplevede jeg på første hånd et mere normalt erhverv indenfor kontorarbejde. Erhvervspraktikkens endelige formål er at vise folkeskoleelever arbejdsmarkedet både inden for jobsøgning og selve arbejdet. Hos DASU har jeg i høj grad oplevet dette med en nuanceret uge, hvor jeg har oplevet to forskellige erhverv: undervisning og kontorarbejde. Jeg fik kørt på deres utrolige sim-rig, som de har planlagt at køre ud til forskellige events, DASU afholder. Endnu noget som jeg oplevede var det sociale, som også er en kæmpe del af arbejdsmarkedet. Dette er ikke udforsket meget i grundskolen. Medarbejderne var både imødekommende og hjælpende, og vi havde noget til fælles inden for motorsporten.


Torsdag var endnu en dag med Hestekræfter På Skoleskemaet, dog med en våd og glat bane. Her bød DASU igen en ny oplevelse med den glatte bane. En glidende bagende og en forende der ikke ville give nogen form for vejgreb, gav noget som man ikke kan få på simulatoren derhjemme. Dette var ikke kun sjovt, men gav et sus af adrenalin hver gang man rykkede sin højre fod. Følelsen af at der ikke var andet i verden andet end det næste sving. Det er noget man ikke kan fange nogen andre steder, og er totalt magisk.

Fredag blev tilbragt på kontoret ved at skrive denne artikel du læser lige nu. Det er desværre min sidste dag her, og jeg kommer inderligt til at savne alt jeg har oplevet med DASU. Jeg har været heldig at få en plads hos nogen der deler min passion for motorsporten, og at det har været en uge, som ikke kun blev tilbragt hos events eller på kontoret. Det har været en fantastisk uge, som jeg vil tage med mig langt ud i fremtiden.

/Joshua Rosen