Drømmer du om en karriere i motorsport? Så er der inspiration at hente!

DASU har genoplivet podcasten 'Det Ternede Flag' med en miniserie, der sætter fokus på de usynlige helte og unikke karrieremuligheder i motorsporten.

Allerede nu kan du høre de første tre afsnit med hhv. Ronnie Søgaard Andersen, Nicolai Pedersen og Dennis Wounlund - og du kan se frem til yderligere tre afsnit i løbet af sensommeren og efteråret.

I podcasten kan du lære mere om hovedpersonernes arbejdsbeskrivelser, hvilke profiler, der er brug for i deres niché, samt deres råd til hvordan du selv kan komme i gang, hvis du synes, deres jobs lyder spændende.

Du kan lytte til Det Ternede Flag på Apple Podcasts, Spotify, Soundcloud og i Radio Danmark-appen.

Ronnie Søgaard Andersens vej til en karriere som international løbsleder

Et nederlag til en ung Nicki Thiim knuste drømmen om en karriere som racerkører. I stedet førte det Ronnie Søgård Andersen mod en karriere, der endte med et tilbud om drømmejobbet i Formel 1 – et tilbud, han sagde nej til.

I denne episode fortæller Ronnie Søgård Andersen om at finde sin rette hylde som løbsleder for bl.a. FIA og ACO, om vejen til toppen af international motorsport og om, hvorfor han valgte at takke nej til en karriere i Formel 1.

Lyt på Apple Podcasts
Lyt på Spotify
Lyt på Soundcloud
Lyt i Radio Danmark-appen

Nicolai Pedersen landede drømmejobbet hos Tony Kart

Nicolai Pedersen var i mange år en af Danmarks lovende kartingkørere og rykkede hurtigt op gennem klasserne.

Men jo hurtigere karterne blev, desto dyrere blev sporten. Da budgettet pludselig lød på halvanden million kroner for én sæson, måtte racerkørerdrømmen opgives.

I stedet uddannede Nicolai sig til automekaniker, mens han fortsatte med at køre og skrue på karts i fritiden. Og da telefonen ringede, var han klar: "En af vores kørere mangler en mekaniker. Vi har brug for dig i Belgien."

Hør, hvordan ét telefonopkald blev starten på Nicolai Pedersens karriere i international motorsport.

Lyt på Apple Podcasts
Lyt på Spotify
Lyt på Soundcloud
Lyt i Radio Danmark-appen

Dennis Wounlund skiftede fitnesscentret ud med Formel 1-paddocken

Dennis Wounlund er en mand med mange titler: Fysisk træner, mental træner, behandler, anti-dopingvejleder og mange flere.

Som barn drømte han om en karriere som Formel 1-kører - en drøm han til sidst opgav i sine 20'ere.

Formel 1-kører blev Dennis ikke, men han endte med at overtage driften af sit lokale fitnesscenter i Ishøj. Der gik dog ikke længe, før DASUs daværende sportschef Bo Baltzer gav ham et opkald.

Siden har Dennis brugt sin enorme viden om både fysisk og mental træning til at hjælpe nogle af Danmarks største racerkørere, bl.a. Christian Lundgaard, Nicklas Nielsen og Noah Strømsted.

Lyt på Apple Podcasts
Lyt på Spotify
Lyt på Soundcloud
Lyt i Radio Danmark-appen