'Hestekræfter - Motorsport på skoleskemaet' hitter i Holbæk
DASU og Holbæk Kommune indgik i starten af juni et samarbejde om at bringe projektet 'Hestekræfter - Motorsport på skoleskemaet' til Holbæk Kommune.
Projektet er blevet modtaget med stor begejstring af folkeskolerne i kommunen - på under to uger er næsten alle planlagte datoer blevet booket.
'Hestekræfter - Motorsport på skoleskemaet' har i en årrække været forankret primært i Ballerup og Ishøj, hvor både kommunerne og folkeskoler har omfavnet det tværfaglige forløb, der introducerer elever i udskolingen til tekniske og STEM-rettede fag.
I Holbæk afvikles forløbet af Holbæk Gokart Klub i samarbejde med FGU Nordvestsjælland, hvis elever skal hjælpe folkeskoleeleverne med bl.a. at adskille og samle en gokartmotor, lære om carbons kredsløb og prøve at samarbejde med promillebriller på for at sætte fokus på farerne ved alkohol.
Den sidste ledige dato for interesserede folkeskoler er den 23. september 2026.
Vil du vide mere om vores skoleprojekt Hestekræfter - motorsport på skoleskemaet - så læs med her.