Foreninger kan nu sætte panten i system
Farvel til brugte plastikflasker og tomme dåser i og omkring de danske idrætsanlæg. Goddag til en mere systematisk pantindsamling, ekstra kroner i klubkassen og ikke mindst muligheden at sætte bæredygtighed på dagsordenen.
Danske idrætsforeninger har nu muligheden for - via et nyt samarbejde mellem DIF og Dansk Retursystem - at tilmelde sig pantkonceptet Join2Recycle. Et plug and play-koncept, som hjælper med at få sorteret flasker og dåser fra andet affald, så de kan pantes og genanvendes.
Udover klimagevinsten er der også en gevinst i at få synliggjort de mange penge, som det hurtigt kan blive til, når flasker og dåser fra de mange idrætshaller og -anlæg pantes. Penge der kan komme den enkelte idrætsforenings klubkasse til gode eller gå til et konkret godt formål i foreningen - eksempelvis ungdomsarbejdet.
Join2Recycle, der tidligere med succes har fungeret godt på blandt andet efterskoler, har i det seneste år været testet i en række udvalgte idrætsforeninger – blandt andet i Ølstykke Tennis & Padelklub. Nicklas Junge, daglig leder i i klubben, siger:
”Jeg hader skrald på anlægget, og indsatsen med pantindsamling gennem Join2Recycle har generelt gjort det meget lettere for folk at se, hvor de skal gøre af deres pant. Udover, at det her hjælper miljøet, er det en god ekstra indtægtskilde. På et bestyrelsesmøde i klubben besluttede vi, at panten skulle gå til arbejdet i klubbens ungdomsafdeling, og den beslutning har alle været glade for.”
I DIF udtrykker adm. direktør Morten Mølholm Hansen begejstring for det nye tiltag.
”Klima og miljø er rykket helt frem på dagsordenen. - også inden for sportens verden. Vi skal alle tage mere ansvar i kampen for klimaet, og derfor er Join2Recycle et fantastisk initiativ, som er håndgribeligt – også for de helt unge medlemmer i vores idrætsforeninger,” siger Morten Mølholm Hansen.
Anne-Mette Bundgaard, kommunikations- og brandingchef i Dansk Retursystem siger:
”I Danmark er vi gode til at pante, men det ville være dejligt, hvis også de 170 millioner flasker og dåser med pantmærker, der ikke kommer retur, kunne blive genanvendt til nye. Derfor rækker vi nu sammen DIF ud til alle dem, der dyrker sport i deres fritid.”
”Når panten på skoler og i idrætsforeninger bliver sat i system, ser vi gang på gang, at man bliver overrasket over, hvor meget pant, der egentlig er, og hvordan man både kan bidrage positivt til klimaet, miljøet og et velgørende formål. Der er ganske enkelt ingen, som taber den kamp,” lyder det fra Anne-Mette Bundgaard.
SÅDAN KOMMER FORENINGERNE MED I GANG MED JOIN2RECYCLE
Det er nemt for en idrætsforening under DIF at blive en del af Join2Recycle-bevægelsen!
Foreningen tilmelder sig på pant.dk/dif. Herefter får klubben tilsendt gratis pantbokse, plakater og andet grafisk materiale, som synliggør, hvordan panten sorteres fra andet affald og ikke mindst, hvilket formål fortjenesten fra panten skal støtte.
DASU har tidligere lavet lignende forsøg i samarbejde med klubberne rundt om - blandt andet til Stoholm Rally og til Pinseløbet på Nisseringen (foto).
Foto: Hoffmann Foto