DIF-midler bringer DASU og kommercielle baner tættere
Et nyt DASU-projekt, der skal etablere og vækste gokartklubber på kommercielle baner, bliver nu en realitet med hjælp fra DIF.
Det er krævende for nye motorsport-entusiaster at starte til gokart. Der skal investeres i egen gokart, køredragt og hjelm, transport af karten og banetid - og når der er købt ind for en lille formue, er det tid til at lære, hvordan du skruer på karten.
Derfor har DIFs initiativpulje bevilget Dansk Automobil Sports Union (DASU) 288.700 kroner til et nyt initiativ, der skal sænke indgangsbarrieren i motorsport.
Initiativets formål er at etablere nye klubber - eller samarbejder med eksisterende klubber - i kommercielle gokartcentre. Her står køreklare udlejningskarts og udstyr nemlig til rådighed til medlemmerne, der blot skal møde op og køre. Og hvis der er noget, der går i stykker, er det bare at hoppe over i en anden kart.
Modellen har allerede vist sig effektiv i Børnenes Gokart Klubs samarbejde med Racehall og LUG Københavns samarbejde med Ballerup Gokart Center. De to klubber er blandt Danmarks største. Derfor skal konceptet nu udbredes til flere af de mange kommercielle baner i hele landet:
“Samarbejdet med de kommercielle baner og klubetableringen på disse er vigtig for os. Både set i lyset af potentialet for en reel medlemsvækst, men også i forbindelse med de muligheder der følger med klubetableringen. DASU har igennem flere år arbejdet med forskellige typer af projekter, målrettet skoler, ungdomsuddannelser og udsatte unge. Her er den nemme tilgængelighed og sikre rammer, som udlejningsbanerne kan tilbyde, vigtig for os i det arbejde. Vi glæder os derfor til at et bredere samarbejde på kommercielle baner, også kan bringe andet med sig,” fortæller Mikkel Bøyesen, udviklingschef i DASU.
Baggrunden for at DASU har iværksat projektet er, at vi dels ønsker at få et tættere samarbejde med de kommercielle baner og centre, da vi har en masse fælles snitflader. Oveni det er race i udlejningsgokarter i sig selv en sportsgren i vækst, der samtidig kan fungere som indgangsdisciplin til kartingsporten - og dermed som rekruttering til både den og vores andre sportsgrene.
Vil du vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte Mikkel Bøyesen på mb@dasu.dk eller mobil, 29 82 41 07.