DIF: Økonomisk løft og mindre bøvl i foreningslivet
Det nye frivilligudspil høster ros hos landets største idrætsorganisation. Særligt tiltag med øget skattefri godtgørelse, bedre mulighed for at afvikle arrangementer med overnatning, og at det kun er tegningsberettigede, der skal indhentes oplysninger på fra bankerne gør en reel forskel i mange foreningers hverdag.
Inden sommer afleverede DIF i samarbejde med 21 organisationer en række anbefalinger til regeringen for, hvordan man kan fjerne bureaukratiske byrder for foreningslivet i Danmark.
Det er blevet til udspillet ‘Mindre bøvl – mere fællesskab’, som lægger op til at følge de fleste af anbefalingerne.
DIF hæfter sig særligt ved, at reglerne for den skattefri godtgørelse for frivillige er blevet forenklet, og at beløbet er hævet til 10.000 kroner årligt. Samtidig er det blevet lettere at afvikle arrangementer med overnatning, og så er der lagt op til at ændre vejledningen til bankernes risikovurdering, så det kun er de tegningsberettigede i foreningen, der skal indhentes oplysninger på.
Foreningernes oplysninger skal fremover kunne hentes ét centralt sted gennem en udvidet CVR-løsning. Alle anbefalinger, som DIF har kæmpet for i partnerskabet.
”Selvom frivilligheden overordnet set har det godt, så ved vi også, at der er foreninger derude, der har svært ved at finde nok hænder til at få enderne til at mødes og til at sætte nye initiativer i søen. Så for os har det været afgørende både at fjerne unødige benspænd, men samtidig også gøre alt hvad vi kan for at anerkende den store værdi, der ligger i det frivillige arbejde,” siger Hans Natorp, formand i DIF.
Det står der blandt andet i udspillet:
- Regeringen vil understøtte, at der i vejledningen om risikovurdering til bankerne, som Finanstilsynet er ved at revidere, vil blive informeret om, at det er de tegningsberettigede fra foreningen, som skal identificeres og indhentes oplysninger om. Forudsat at det af foreningens vedtægter er fastsat, hvem de tegningsberettigede er.
- Regeringen vil forenkle reglerne for skattefri godtgørelse til frivillige, så der ikke er forskellige satser for udlæg til telefon/it, administration og beklædning, og hæve loftet fra det nuværende samlede niveau på ca. 6.800 kr. (2025-priser) til 10.000 kr. årligt.
- Regeringen vil sikre øget vejledningsindsats i byggesager om midlertidige arrangementer, herunder om muligheden for at anvende godkendelser flere år i træk.
- Regeringen vil lempe reglerne i bygningsreglementet, herunder at det samlede antal dage, der kan opnås tilladelse til midlertidig overnatning i fx en gymnastiksal, hæves fra 50 til 70 dage årligt.
- Regeringen vil etablere en udvidet CVR-løsning, der skal inkludere foreninger, så banker og andre aktører kan hente relevante oplysninger og dokumenter ét sted.