Så kom tredje dagen, og den var (ikke overraskende) ledsaget af begyndende fysisk træthed, små skavanker, ømhed og i det hele taget en flok der var ved at være ramt fysisk og også lidt mentalt. Folk var mere stille og der skulle kæmpes lidt mere for at komme i gang. Starten gik dog med en opvarmningsløbetur, hvorefter, der var løbe-race på 3 km.

 

Daniel Lundgaard tog etapesejren, skarpt forfulgt af et tæt trekløver bestående af Noah Watt, Frederik Vesti og Emil Dose. Der blev indgivet protest pga. snyd og der var i det hele taget godt gang i gemytterne efter løbet og den eviggyldige diskussion om man må snyde for at opnå et resultat.

 

Eftermiddagen bestod af 20 km på MTB, dog var en enkelt kører nede med sygdom, hvorfor Dennis Wounlund blev hjemme og agerede sygepasser. Og alle forventes at være klar til start i morgen formiddag til mini-triatlon.

 

Aftenen rummede mini-triatlonens tredje disciplin, svømning, hvor fokus var på svømmeteknik, så alle er så godt forberedte som muligt til morgendagens mini-tri. En god og ganske hård dag for mange, hvor der blev taget flere gode snakke om eksempelvis træthed, hjemve og lignende (som man jo også kan opleve når man rejser i motorsportsregi).  

 

Christian Lundgaard (CL) og Mads E. Hansen (MEH) satte lidt ord på dagen:

 

Hvordan har I oplevet den begyndende træthed?

MEH: Man kan godt mærke man er mere øm og træt.

CL: Man har haft brug for mere søvn.

CL: Men det er jo nu her træningen begynder at give noget og man kan godt stadig yde det samme, men det mærkes bare på en anden måde nu her dag tre.

I dag har vi haft lidt fokus på det med at begynde at ramme ens grænse og taget et par snakke om det, hvad tænker I om det nu?

CL: Når jeg nærmer mig grænsen, så tænker jeg på formålet med at være på træningslejr og så sørger jeg for hele tiden at få det optimale ud af det, på trods af de udfordringer man måtte have.

MEH: Jeg ved, at jeg kan blive stærkere på dette punkt med at ramme grænsen. Og jeg har samlet god inspiration på denne tur fra de andre kørere.

CL: Jeg prøver at koble en måske hård og træls udfordring med noget jeg virkelig gerne vil. Jeg vil gerne kører race og så kan jeg få det sådan inde i hovedet, at jeg nærmest kører gokart, mens jeg løber. Det er en form for visualisering.

CL: Man kan søge inspiration hos nogle af dem der er kommet langt og se på hvordan de træner og agerer, og se, hvordan de klarer deres udfordringer. Man kan godt bruge andres erfaringer og ideer, men på ens egen måde.

 

Der er mini-tri i morgen formiddag! Hvad tænker I om det?

CL: Med fare for at gentage mig selv, så vil jeg gå ind med den samme indstilling: ”At jeg vil få det optimale ud af det, selvom jeg har et par skavanker!”

MEH: Det bliver en spændende udfordring, men en hård en. Jeg glæder mig på en måde også og vil gå til det med en åben indstilling.