Alt fra træning af køreteknikker og reaktionstid, til oplæg om at tænke som en racerkører og at søge sponsorer, samt sjove aktiviteter som rappelling var på programmet, da DASU, udvalget for offroadbanesport (BUO) og Bornholms Motor Sport (BMS) for første gang inviterede til offroad ungdomscamp i 2023. Nu vender arrangementet tilbage. Fra fredag d. 4 april til søndag d. 6 april går det løs igen på Bolbybanen.

Campen var meget populær blandt kørerne i 2023, som fik stort udbytte af både de tekniske, faglige og sociale aktiviteter:

"Da jeg skulle køre DM-finale havde jeg fokus på at bruge de vejrtrækningsøvelser, Dennis Wounlund lærte os. Med dem fik jeg styr på nerverne”, sagde Nikoline Strunge fra NMKA til Autosport og fortsatte:

”Og jeg føler virkeligt, det sociale har givet os noget – vi  er blevet meget mere knyttet sammen på tværs af sportsgrene og klubber.”

Også Noah Jørgensen, der i 2023 kørte Crosskart i Nordic RallyX, var begejstret:

”Oplæggene og træningen har givet mig meget at tænke over – lige fra kost, min fysiske form og det at komme i balance og kontrollere eksempelvis vejrtrækningen inden et løb. Det er noget, jeg vil sætte fokus på fremover”, sagde han.

Tilmeldingen er åben

Til årets arrangement stiller BMS 6-8 folkeracere til rådighed som bliver brugt til de køretekniske øvelser – deltagerne skal altså ikke medbringe egne karts eller biler til klippeøen.

Ligeledes arbejdes der på at arrangere en fælles bus, som starter i Nordjylland med en række opsamlingspunkter ned gennem Jylland, og over Fyn og Sjælland, inden færgeoverfarten fra Køge Havn torsdag aften.

Fælleskørslen bidrager både til det sociale fællesskab, og gør det muligt for forældre at sende deres børn afsted alene – dog med en rejseleder fra hver klub.

Når det går løs fra fredag formiddag står programmet bl.a. på køretekniske øvelser, mentaltræning, teambuilding og tekniske indslag.

Campen er delvist finansieret af DASU. Derudover er der 1800 kr,- i egenbetaling per deltager.

Du kan tilmelde dig DASU offroad ungdomscamp her.