Siden sidst

Triumf og samlet sejr


Frederik Schandorff og hans russiske makker fortsatte deres dominans af Lamborghini Super Trofeo Middle East, da duoen i weekenden gentog bedriften fra første afdeling og vandt alle tre løb i anden og sidste runde af mesterskabet. Løbet blev kørt på Grand Prix banen Yas Marina, og Frederik kan dermed kalde sig samlet mester sammen med Boguslavskiy.


Podieplads i Malaysia


Christian Olsen og holdkammerat Nick Adcock sluttede på andenpladsen i LMP3-klassen da fjerde og sidste afdeling af Asian Le Mans Series blev afviklet på Sepang-banen i Malaysia. Samlet sluttede Christian på femtepladsen. Michelle Gatting fik en god debut da hun sammen med holdkammeraterne Legge/Laffite kom i mål på ottendepladsen, ligeledes i LMP3.
Anders Fjordbach og McMurray/Patterson sluttede på en samlet niendeplads i LMP2.

Ligeledes på Sepang-banen hjemtog Christian Lundgaard en femte- og en ottendeplads (samt en udgået) i sidste runde af F3 Asian Winter Series. Christian brugte løbet som opvarmning forud for sæsonstart i FIA International F3 Championship, der starter i Barcelona i maj. Forinden er der en række testkørsler.


Anden runde af WSK Super Masters


En halv snes danskere var til start i anden runde af løbsserien WSK Super Masters, der blev afviklet på banen South Garda i Norditalien.
I klassen Mini sluttede Julius Dinesen og Mikkel Pedersen hhv. som nr. 11 og 14 (108 deltagere); i OK Junior fortsatte Conrad Laursende gode takter og sluttede på niendepladsen (103 deltagere), mens Sebastian Øgaard (P17), Bastian Buus (P19), Sebastian Gravlund (P28) og Noah Degnbol (P31) var finaledeltagere i OK (65 deltagere). 


Kevin godt fra land


Efter en del tekniske problemer undervejs viste Kevin Magnussen og den nye Haas F1 VF19 god fart mod slutningen af årets første Formel-test, der blev kørt på Circuit de Barcelona-Catalunya.
Forberedelserne til årets sæson fortsætter på samme bane i dagene 26. februar - 1. marts
Læs mere på formula1.com. Testkørslerne kan også følges direkte på F1's tv her.(kræver abonnement).

Husk, vi analyserer F1-testen i podcasten Det ternede flag - lyt med på fredag den 1. marts, hvor Christian Lundgaard er med i studiet!