Christian Lundgaard spansk F4-mester


Med to sejre og en andenplads i sidste runde af det spanske Formel 4 mesterskab sikrede Christian Lundgaard sig sæsonens andet internationale mesterskab. På Estoril-banen i Portugal fejede den 16-årige medlem af Renault Sport Academy al modstand til side, og afgjorde mesterskabet til sin fordel med et klart forspring foran nærmeste forfølger, russiske Alexander Smolyar.
Tidligere på året vandt østjyden NEZ Formula 4 Championship, ligeledes i overlegen stil.
Med weekendens resultater har Christian i alt vundet 17 løb i sin debutsæson i international formelsport; et helt unikt resultat.
Han har allerede påbegyndt næste skridt i karrieren, som består i testkørsler for sit hollandske team MP Motorsport før debut i Euro Cup for Formel Renault 2.0 i 2018.
Christian Lundgaard har i sæsonen modtaget støtte fra DASU, Team Danmark, Dansk Metal og Racing for Denmark.

Mikkel Jensen sejrer i klassiker

På Vallelunga-banen uden for Rom vandt Mikkel Jensen og holdkammeraterne Cioci/Perazinni i deres LMP3 fra AF Corse søndag det klassiske 6 Hours of Rome.
Løbet er tidligere vundet af bl.a. John Nielsen (1997). Mikkel har tidligere i år også vundet ELMS-afdelingen på Spa i LMP3, og er indplaceret som juniorkører ved BMW.

 

Nicklas Nielsen vinder kartingfinale

Efter en pause på ca. to år har Nicklas Nielsen igen deltaget i international topkarting, hentet ind af Ralf Schumachers kart-team. I årets sidste større kartingmesterskab (WSK Final Cup) viste danskeren, at han ikke har glemt hvordan man køre kart ved at vinde finalen og den samlede sejr i Final Cup i klassen OK. I samme klasse sluttede Carl-Anton Gerner på en samlet 27. plads blandt de mere end 40 deltagere.
I OK Junior nåede Mikkel Højgaard Petersen, Frederik Kikkenborg og Bastian Buus finalen. Sidstnævnte blev bedste dansker med en slutplacering som nr. 20, Frederik nr. 27, Mikkel nr. 36 og Oliver Skjellerup nr. 44.
I klassen Mini 60cc blev Julius Dinesen bedste dansker med en 10. plads i finalen, hvor også Emil Tanggaard og August Therbo kvalificerede sig. I den samlede stilling sluttede Julius bedst som nr. 19 mens Emil blev nr. 23.
Endelig kom Oliver Rasmussen i mål som nr. 7 i KZ2-finalen og blev nr. 9 sammenlagt.

 

Kevin udgik i Brasilien


Det brasilianske Formel 1 Grand Prix blev en kort fornøjelse for Kevin Magnussen, der udgik på første omgang efter et sammenstød. Løbet blev vundet af Sebastian Vettel.

 

Det sker

 

Sæsonfinale i WEC

Bahrain International Circuit (Sakhir) lægger lørdag asfalt til finalen i dette års FIA World Endurance Championship (WEC).
Fire danskere er som vanlig til start; ingen har dog mulighed for at slutte i top-3 i deres respektive klasser. David Heinemeier Hansson og holdkammerater hos Rebellion jagter endnu en podieplads i LMP2 efter de gode resultater i de seneste par løb.
Michael Christensen og Kevin Estre udgik i deres Porsche fra føringen i GT Pro i sidste runde i Shanghai, og jagter revanche, mens ”DaneTrain” Marco Sørensen/Nicki Thiim for sidste gang er til start i den trofaste Aston Martin Vantage, der udskiftes med en helt nyudviklet bil i 2018, ligeledes i GT Pro.
Porsche har sikret sig den samlede sejr i generalklassementet med 919 Hybrid-raceren.
Se mere på fiawec.com.



Dennis Lind til World Final

Den kommende weekend afvikles den årlige Lamborghini Super Trofeo World Final på Imola-banen i Italien. Dennis Lind er til start for at forsvarer sine sejre i både Super Trofeo Europe og World Super Trofeo fra 2016.
Læs mere her hos Lamborghini.

 

Hovgaard til VM i MRC

Frederik Hovgaard deltager i VM 1:10 i både 2 og 4 WD i Kina den 11.-18. november 2017.

 

Kommende DASU-arrangementer



Sportsgren | Løbsnavn | Sted | Dato | Klub
MRC | DM 2 | Skanderborg | 26/11 | Skanderborg RC
Klubrally light | - | Hasle | 26/11 | ASK Hedeland
Karting | Gokarting.dk | GP 10 (lukket løb) | 3/12 | BGK
Orientering | Nytårsløbet/DJF | 28/12 | RAS
Orientering | Osportscup 8 | 28/12 | SAK


Fototekst: Christian Lundgaard vinder endnu et F4-mesterskab i 2017.

Foto: SMP F4 NEZ Championship

 

ELITENYT er Dansk Automobil Sports Unions (DASU) elektroniske informationsbrev, der med regelmæssige mellemrum vil orientere om aktiviteter i forbindelse med unionens talentudviklingsarbejde. Omtalen gælder nuværende indplacerede i projekter eller bruttotrup, aktive der tidligere har været indplaceret samt særligt opsigtsvækkende resultater.

GENERELT                                                         

Sammen med Team Danmark har DASU opbygget et effektivt program for talentudvikling indenfor karting, formel, rally og rallycross. Programmet omfatter undervisning i idrætspsykologi, fysisk træning, køreteknik, ernæringslære, antidoping etc. Målgruppen er talenter i aldersgruppen 15 – 20 år. Underviserne er alle eksperter indenfor hver deres felter.

Talentudviklingsarbejdet ledes af DASUs Eliteudvalg. Medlemmer er adv. Carl Chr. Hansen (fmd), Hans Bruun, Harry Laursen, Jens Winther Jnr. og Jan Magnussen (aktivrepræsentant).

For den daglige drift står Sportschef Bo Baltzer Nielsen.

Talentarbejdet støttes af Team Danmark, Dansk Metal, Formula Automobile og Rapido Travel.

 

Nyhedsbrevet udsendes løbende.