Det sker

Proptrækker venter


Et af årets højdepunkter i Weathertech Sportscar Championship finder sted den kommende weekend, når serien når til Laguna Seca-banen i Californien. Banen er mest kendt for sin berømte ”Corkscrew” sektion på toppen af en bakke.
I GT LM forsvarer Jan Magnussen sammen med Antonio Garcia den samlede føring for Corvette Racing, mens både Christina Nielsen og David Heinemeier Hansson er godt kørende i GT D.
Følg med live på www.imsa.com

 

Mikkel og Nicolai i ADAC GT


Sachsenringlægger den kommende weekend asfalt til næstsidste afdeling af Tysklands højeste GT-mesterskab; ADAC GT Master. Team Danmark-talenterne Mikkel Jensen og Nicolai Sylvest er til start for hhv. BMW og Mercedes. Følg med på www.adac-gt-master.de

 

CIK Academy

Tredje og sidste afdeling af CIK Academy Trophy for juniorkørere finder sted den kommende weekend i Genk, Belgien. For Danmark deltager William Wulf.
Læs mere på www.cikfia.com

 

DSK i København

Fjerde og næstsidste afdeling af Dansk Super Kart (DSK) afvikles den kommende weekend på Københavns Gokart Bane. Banen på Kløvermarken er en af Danmarks ældste og traditionsrige, og det usædvanlige layout sørger altid for spændende dueller. Der konkurreres i fire kategorier, og løbene livestreames. Læs mere herom, se den aktuelle stilling, tidsplan m.m. på www.dansksuperkart.dk

 

Siden sidst

Suveræn indsats af Christian Lundgaard

17-årige Christian Lundgaard havde en meget flot weekend ved Hungarorings runde af Formula Renault 2.0 Euroseries. To pole-positions konverteret til en sejr og en andenplads i de to løb bringer Christian i spidsen for det prestigefyldte mesterskab inden de sidste tre runder.

 

Ingen ”dansker-dag” i Temple of Speed

Italiens Grand Prix på legendariske Monza fik ikke et forløb der vil blive husket med glæde af Kevin Magnussen. Haas-køreren sluttede udenfor points efter en række uheld og episoder med andre kørere. Kevin er dog uændret på ottendepladsen i kampen om VM.
Heller ikke Mikkel O. Pedersen fik points med hjem i Porsche Super Cup efter punktering fra en sjetteplads.

 

Mac forsvarede førsteplads

På trods af særlige regler om Balance Of  Performance (BOP) i løbsserien International GT Open, der hæmmer de førende i mesterskabsstillingen, lykkedes det Mikkel Mac at udbygge sit samlede forspring i weekendens runde på Silverstone. Sammen med Alessandro Pier Guidi kørte danskeren en fjerde- og femteplads hjem i de to løb. Der resterer to runder.

 

Christensen igen på podiet i USA

I sin Porsche fra Alegra Motorsports deltog Michael Christensen i weekenden i sidste afdeling af Pirelli World Challenge, der blev afviklet på Watkins Glen, USA. Pirelli World Challenge er inddelt i tre mesterskaber, GT SprintX, hvor Michael for tre uger sluttede på andenpladsen i mesterskabet, GT Sprint, hvor årets Le Mans-vinder efter weekendens to løb a 50 minutter sluttede på tredjepladsen, samt et overordnet GT-mesterskab, hvor han ligeledes sluttede på tredjepladsen.

 

Linnemann i Frankrig


Ulrik Linnemann scorede 10 points i weekendens EM-afdeling for Rallycross Supercars, og indtager dermed en samlet femteplads. Dermed har nordjyden stadig chancen for en top-3 placering i sin debutsæson i det skrappe mesterskab.
Løbet blev kørt i Frankrig; næste afdeling afvikles i Letland 16. september.

 

Formel 4 på Padborg Park

Weekendens tre løb i DIF-DM for Formel 4 blev afviklet på Padborg Park, i forbindelse med det årlige ”Night Race”. De tre løb gav sejre til Casper T. Hansen (2) og Casper Pilgaard (1). Med resultaterne udbyggede førstnævnte sin samlede føring, mens Pilgaard avancerede til andenpladsen.
Finalen i Danish Super Tourisme Turbo blev vundet af Martin Andersen.

 

Team Danmark-talenter i træningslejr

VM i karting for klasserne OK og OK Junior afholdes i Kristianstad, Sverige, 23. september. Mandag d. 3. september afholdt projektansvarlige Dennis Wounlund og DASU mentaltræner Nikolaj Korsgaard  træningssamling på banen for de danske deltagere. De fik hjælp fra Renault Academy Driver Christian Lundgaard, der tog direkte fra triumfen på Hungaroring til Sverige for at hjælpe næste generation af talenter. Christian vandt selv EM for juniorer på samme bane i 2015.

 

Foto: Renault Sport