Siden sidst

Magnussen med point fra Spaniens Grand Prix


Kevin Magnussen kørte et fornemt Grand Prix i Barcelona og sluttede på sjettepladsen i sin Haas. Dermed scorede Kevin yderligere 8 VM—points, og har nu 19. Næste løb er det berømte Grand Prix i Monaco 27. maj.
Mikkel O Pedersen havde sæsonpremiere i Porsche Super Cup, der køres som opvarmning til Grand Prixet. Danskere sluttede på 12. pladsen.

 

Ulrik Linnemann fortsætter god start

Danmarks bedste rallycross-kører Ulrik Linnemann fortsatte i anden runde af EM for Supercar hvor han slap i åbningsløbet. På Circuit Jules Tacheny i Belgien kørte Ulrik over målstregen som nr. seks. Sammenlagt med resultater fra indledende heats og semifinale er nordjyden nu på en samlet tredjeplads i EM.

Tobias Daarbak nåede semifinalen i Touring Car-klassen.

 

Danskere i 24-timer på Nürburgring

Det blev til en hårdt tilkæmpet fjerdeplads for den ”danske” Aston Martin i 24-timers løbet på Nürburgring.
Marco Sørensen/Nicki Thiim delte bil med Darren Turner og Maxime Martin og kom i mål som nævnt ovenfor i et løb der var suspenderet i en periode grundet regn og tåge. Michael Christensen sluttede som nr. 21 for Porsche.

 

Europæisk Le Mans på Monza

Anden afdeling af European Le Mans Series kørtes på Monza i Italien. Bedst gik det for Christian Olesen med en syvendeplads i LMP3, mens High Class Racing med Anders Fjordbach/Dennis Andersen udgik af LMP 2. 

 

Dansk føring i USA

Benjamin Pedersen, ung dansker bosat i USA, satte sit tydelige aftryk da anden runde af det amerikanske Formel 4 mesterskab blev afviklet på Road Atlanta. Danskeren vandt et af løbene, og blev hhv. nr. 3 og 5 i de to øvrige, hvilket bringer ham i spidsen for mesterskabet.
Også Christian Rasmussen var på banen, og startede løbet fra pole position efter en drømmestart på sæsonen i første afdeling. Desværre crashede Christian i første løb, og fik heller ikke points med fra de to andre, men han er stadig godt med i den samlede stilling.

 

Talenter på gæstevisit

Racing for Denmarks Christian Lundgaard gæsteoptrådte udenfor sin primære løbsserie, da han i weekenden deltog i det berømte byløb i Pau i den såkaldte NEC-serie. Den 16-årige dansker hentede to andenpladser i sit første gadeløb nogensinde.

Det andet Racing for Denmark-talent Frederik Vesti stod på startlisten til anden afdeling af det italienske Formel 4 mesterskab, der blev kørt på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig. Frederik sluttede på andenpladsen i lørdagens løb, og dominerede herefter begivenhederne søndag med sejre i begge løb.

 

Danske GT-kørere på podietur

Dennis Lind fik godt udbytte af anden runde af Blancpain Asia GT. Sammen med Martin Kodric sluttede holdet på femtepladsen i lørdagens løb, og andenpladsen søndag. Løbet blev kørt i Thailand.
På Spa-Francorchamp i Belgien afvikledes tredje runde af Ferrari Challenge Europe. I Pro-klassen fortsatte Nicklas Nielsen sin march mod sejren i Pro-klassen, efter en sejr og en tredjeplads i weekendens to løb.

 

Formel 4 på FDM Jyllandsringen

Anden afdeling af DM for Formel 4 blev afviklet på FDM Jyllandsringen. Casper Pilgaard sejrede i det første af rundens tre løb, mens Casper T. Hansen vandt begge løb søndag. Dermed udbyggede han sin føring i den samlede stilling.
Finalen i åbningsløbet for DTC blev vundet af Jan Magnussen, mens de sidste to års mestre, Lasse Sørensen og Kasper H. Jensen, hver tog en heatsejr.

 

Danskere i DKM

Anden afdeling af Deutsche Kart Meisterschaft kørtes på banen i Wackersdorf 11 – 13. maj. Unge Sebastian Øgaard fik karrierens bedste resultat da han vandt den ene af rundens finaler og besatte fjerdepladsen i den anden i klassen OK Junior.

 

Det sker

Formeltalenter i aktion i på Silverstone og Lausitzring


De to Racing for Denmark-talenter Christian Lundgaard og Frederik Vesti er efter succesfulde gæsteoptrædener sidste weekend atter tilbage i deres respektive løbsserier.
På Silverstone er Christian Lundgaard til start i tredje runde af Formel Renault 2.0 Euroseries. Christian fører serien for MP Motorsport.
På Lausitzring i Tyskland er det ligeledes tredje runde af ADAC Formel 4 Meisterschaft. Frederik er inden runden på en samlet andenplads.

Følg Racing for Denmark på https://www.facebook.com/racingfordenmark/
 

Michael i Canada


På Canadian Tyre Motorsport Park (tidligere Mosport Park) er Michael Christensen til start i GT-klassen i Pirelli World Challenge. Michael indtager inden løbet femtepladsen.
Se www.world-challenge.com
 

Anden afdeling af EM i karting


Der er dansk deltagelse i anden afdeling af EM i klasserne OK og OK Junior. Løbet køres i England på banen PF International, og kan følges live på www.cikfia.com
 

Danskere på Silverstone


Anden runde af Trofeo Lamborghini Europe afvikles på Silverstone. Inden løbet fører Dennis Lind Pro/Am klassen sammen med sin svenske medkører. Frederik Schandorff/Niels Legrange er til start i Pro. Se mere her.

 

Foto: Haas F1 Team