Den traditionsrige titel som Årets Bilsportskører er fredag d. 23. februar uddelt ved Dansk Motorsport Award.


Prisen går til den kun 16-årige racerkører Christian Lundgaard, der dermed bliver den hidtil yngste modtager af Dansk Automobil Sports Unions (DASU) fornemste pris.

 

Prisen gives for en helt enestående og ekstraordinær debutsæson, der resulterede i 16 løbssejre et hav af pole-positions, hurtigste omgange og podieplaceringer undervejs til sejr i både NEZ Formula 4 Championship og Spanish Formula 4 Championship.

Disse resultater er stærkt medvirkende til at Christian Lundgaard er optaget i Renault Sport Academy med direkte sigte mod Formel 1. I 2018 skal han således deltage i den prestigefyldte Renault 2.0 Eurocup, der har udklækket mange topkørere gennem tiderne.


Med sin præstation er den unge østjyde samtidig en rollemodel for andre unge talenter, der ved selvsyn kan se, at man kan begå sig internationalt med lige dele mod, hårdt arbejde og talent.

 

Det er i øvrigt nøjagtigt 20 år efter far Henrik Lundgaard modtog samme hædersbevisning.

 

Kåringen er foretaget af et panel nedsat af DASU’s bestyrelse, bestående af formand Henrik Møller Nielsen, formand for DASU Eliteudvalg C.C. Hansen, motorjournalisterne Peter Nygaard og Morten Alstrup samt Tom Kristensen.


Liste over Årets Bilsportskørere gennem tiderne finder du på dasu.dk. her.

 

DASU TALENTPRISER 2017


Ved Dansk Motorsport Award uddelte DASU endvidere et antal talentpriser, udsat af DASU’s sportsudvalg.

 

Årets talent asfaltbane

Titlen som Årets talent asfaltbane 2017 går til Aske Nygaard Bramming

I sin første sæson som banekører vandt han DM i Formel 5, som en af de absolut yngste nogensinde. Aske startede sæsonen rolig og kontrolleret, men efterhånden som mesterskabet skred frem, fik han bygget mere og mere fart på og kronede sæsonen med tre suveræne sejre til finaleweekenden. I 2018 hedder det så Formel 4.

Årets talent offroad

Titlen som Årets offroadtalent 2017 går til Karsten Lindbøg Hansen

Karsten blev mester i U 16 Folkerace, hvor han var rigtig stabil hele året med fem sejre, en andenplads og en tredjeplads. Han har stor opbakning fra familien, men klarer selv opgaven med at finde en stor del af økonomien. Så kåringen som Årets Talent Offroad vil være en stor hjælp hen mod ambitionen om at stille til start i rallycross næste sæson.

Årets talent karting

Titlen som Årets talent karting 2017 går til Noah Degnbol Møller

Titlen som Årets talent karting 2017 går til Noah Degnbol Møller. Noah modtager prisen for sin flotte udvikling hen over året. Med hurtig og stabil kørsel og evne til at tilpasse sig alle baner har opnået flotte resultater.
Således vandt han Sjællandsmesterskabet, og gjorde rent bord i Dansk Super Kart ved at vinde alle fire tællende finaler i Cadett Junior. I 2018 gælder det så OK Junior og fuld internationalt program.

 

Årets talent rally

Titlen som Årets talent rally 2017 går til Oliver Saust

Oliver har lige siden han i 2017 fik kørekort satset på at blive en dygtig kører ved at deltage i så mange løb som muligt inden for sine økonomiske rammer. Således vandt han Micro Cuppen, der er rallysportens begynderklasse. Endvidere har han med succes deltaget i et par rallysprint. Oliver arbejder meget målrettet på et at blive Danmarks nye internationale topkører.

 

 

ANDRE PRISER

Colding-pokalen 2017

Udsat af guldsmed Kim Colding. Prisen går til Christian Lundgaard

Colding-pokalen er en vandrepokal  indstiftet af guldsmed Kim Colding med det formål at hædre og synliggøre motorsportsfolk, der med udspring i Karting gør Dansk motorsport ære i ind- og udland. Colding-pokalen tildeles i år til en tidligere kart køre. Der som kart køre viste stort sportsmands ship i en lang karting karriere der bland meget andet gav et junior-europamesterskab i karting. Colding-pokalen 2017 går til Christian Lundgaard


BoxBoxBox Talentpris

Prisen går til Børnenes Gokart Klub (BGK)

En ny pris indstiftet af Kevin Magnussen Fanklub. BoxBoxBox-prisen tildeles en person, klub eller organisation der indenfor det sidste år har gjort en særlig indsats for at fremme talentudviklingen i dansk bilsport. Prisen på kr. 10.000 går til Børnenes Gokart Klub (BGK) for deres indsats for talentudvikling i kartsporten.


Hölzer-pokalen

Udsat af klubben ASK-Hedeland. Prisen går til Christian Lundgaard

Hölzer-pokalen er Danmarks ældste motorsports trofæ, og udsættes af klubben ASK-Hedeland. Hölzer-pokalen er en vandrepokal og går i 2017 til Christian Lundgaard

 

Et antal publikumspriser blev uddelt ved Dansk Motorspor Award. Disse priser afgøres ved afstemning på Internettet, og er ikke officielle DASU-priser. Af vindere kan nævnes:

 

Årets rallyteam:

Jacob Madsen/Line Lykke Jensen

Årets banekører:

Kevin Magnussen

Årets kartingkører:

Alexander Müller

Årets talent:

Mikkel O. Pedersen

Fairplay-prisen:

Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl

Årets profil: 

Christian Lundgaard

Årets Motorsportsfotograf:

Peter Nygaard