DASUs strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund består af to spor: Klimaansvar og samfundsansvar.

Sporet om klimaansvar består af to ben, hvoraf arbejdet for at øge biodiversiteten på vores baner er det ene.

På de fleste af vores baner er der masser af arealer, der ikke bruges til noget, og som vi skal se på, om ikke vi kan bruge til noget fornuftigt. For eksempel at øge biodiversiteten, for at sige det meget kort.

Til at hjælpe os med at undersøge dette får vi frem til jul helt gratis hjælp af fem internationale studerende fra Copenhagen Business School, CBS, i København.

De fem studerende er fra Italien, Polen, Tyskland, Slovakiet og Danmark, og de har alle en imponerende mængde både praktisk og teoretisk erfaring med området.

De studerende ved dog ikke ret meget om DASU og om motorsport, men det blev der rådet bod på forleden, da tre af de fem studerende mødtes med Michella Skov og Jens Færgemann fra DASUs sekretariat i Idrættens Hus. Der blev spurgt og svaret i både øst, vest, nord og syd.

Umiddelbart skal de fem fra CBS udvikle projekter, der med begrænset indsats fra klubbernes side kan bidrage til at øge biodiversiteten og måske også være en del af undervisningen på de lokale folkeskoler. Forhåbentlig resulterer arbejdet også i nye, spændende idéer, vi ikke har tænkt på tidligere.

Vi ser frem til de næste måneders samarbejde.

Læs mere om DASUs arbejde inden for bæredygtighed og miljø her.