I en alder af 58 år er Carsten Kjelkvist Sjælland gået bort efter et længere sygdomsforløb.

Den mekanikeruddannede fynbo mødte motorsporten første gang som deltager i bilorientering, men det var indenfor folkerace, at han for alvor slog sine folder. Såvel på som udenfor banen.

På landets offroad-baner kørte Carsten Sjælland race i Opel Astra og Ford Mondeo, men de erfaringer, han havde opbygget som først konsulent og afdelingschef hos Krifa og senere medstifter af konsulent- og rådgivningsvirksomheden Triocon, brugte han udenfor banerne.

I 2010 blev han medlem af det nuværende Kolding Motorsport, hvor han ofte varetog løbssekretariatet ved løbene på Søholmbanen, ligesom han også fungerede som official og dommer på andre baner.

Carsten Sjælland brændte for at skabe gode rammer for klubber og aktive, men ikke mindst gøre det nemt at deltage i sporten. Simplere reglementer og minimalt administrativt arbejde var nogle af hans mærkesager. Men han gik ikke på barrikaderne for sine synspunkter. Han var en rolig person, som gik i en åben dialog med samarbejdspartnere, når der var emner og problemstillinger, der ikke blot skulle vendes, men i sidste ende løses.

I 2018 blev Carsten Sjælland valgt ind i DASU’s daværende fælles banesportsudvalg, hvor han frem til strukturreformen i 2022 bidrog med sin konstruktive tilgang til løsninger af sportens problemer.