Dansk motorsports stjerner bliver hyldet, når Dansk Motorsport Award 2. februar 2017 afholdes i MCH Messecenter Herning. 

TV3’s Formel 1-makkerpar Peter Palshøj og Nicolas Kiesa vil som aftenens værter føre publikum igennem et stjernespækket program med uddeling af 14 eftertragtede priser inden for blandt andre kategorierne Årets Speedwaykører, Årets Motorsportstalent og Årets Profil.

- Motorsport drives af passion, og det er ofte med helbredet som indsats, at kørerne udøver deres sport. Den passion og den intensitet, de har, kan mærkes af publikum i en sal fyldt med motorsportstalenter. Dét faktum krydret med værterne fra TV3’s Formel 1-program, kan det kun blive en fantastisk aften, uanset om man er motorsportsinteresseret eller ej, siger Tino Thorsøe, partner i Copenhagen Event Company, som arrangerer Dansk Motorsport Award. 

Weekend i motorens tegn

Stjerner som Kevin Magnussen, Marco Sørensen, Nicki Pedersen og Tom Kristensen står allerede på gæstelisten til Dansk Motorsport Award, men higer man mere efter at komme tættere på hestekræfter end stjerner, så bliver der også rig mulighed for dette. Dansk Motorsport Award 2017 bliver nemlig startskuddet til en weekend spækket med motorsport og duften af oktan i MCH Messecenter Herning. 

Fra 3.-5. februar indtager Motorshow 2017 messehallerne, hvor alle de kendte motorcykelmærker præsenteres i en kulisse af lækre biler, tilbehør og en masse aktiviteter, og sideløbende med dette kan Yamaha SuperCross & Freestyle Show opleves i Jyske Bank Boxen 3.-4. februar.

Billetsalget til Dansk Motorsport Award er startet, og billetter kan købes fra 250 kroner inklusiv gebyr via linket her (åbner til Ticketmaster).

 

Husk, du kan også møde DASU til Motorshow 2017. 

 


Fakta om Dansk Motorsport Award

Dansk Motorsport Award afholdes i MCH Messecenter Herning torsdag den 2. februar 2017. 

Showet er arrangeret af Copenhagen Event Company i samarbejde med Dansk Automobil Sports Union og Dansk Motor Union, og det er sjette gang showet afholdes. 

Alle kan være med til at præge beslutningen om, hvem der skal modtage de forskellige priser. Afstemningen starter på www.bilmagasinet.dk den 15. december kl. 12:00

 

Der uddeles priser i følgende kategorier

 

Årets Rallyteam

Årets Speedwaykører

Årets Banesportskører

Årets Bilsportskører

Årets Motocrosskører

Årets Kartingkører

Årets Road Racingkører

Årets MC-sportskører

Årets Motorsportstalent

Årets Mekanikerlærling

Årets Motorsport Event

DTC Prisen

FairPlay-prisen

Årets Profil