Årets Klub 2025: Næstved Motorklub Auto
Næstved Motorklub Auto blev kåret som årets klub ved DASUs årlige repræsentantskabsmøde.
Offroad banesport-klubben har gjort sig bemærket med sit stærke fællesskab, som de bl.a. sikrer gennem deres systematisk tilgang til rekruttering og fastholdelse af frivillige og officials - det mærkes ved hvert løb, hvor NMKA altid er behagelige og professionelle værter.
Næstved Motorklub Auto er også en værdifuld samarbejdspartner i omsætningen af DASUs strategispor til praksis. De deltager aktivt og energifyldt i pilotprojektet Bier, Baner og Biodiversitet. De bidrager også med bane, logistik og frivillige til nationale testprojekter som fx pantindsamling med DIF og Dansk Retursystem.
Men NMKA har også rigeligt idéer selv - de tænker ud af boksen og selvfinasierer mange tiltag. Vejen fra idé til handling er kort, og initiativerne bliver realiseret effektivt og uden unødige forsinkelser.
Næstved Motorklub Auto er en klub med energi, idéer og en positiv kultur - en klub, der altid har ja-hatten på, og evner at bringe idéerne til live.
Øvrige nominerede klubber var LUG-København og ASK Hedeland. Afstemningen fandt sted blandt de deltagende klubber ved årets repræsentantskabsmøde.