Kør MRC

Vil du køre MRC-race?

Stemningen er intens. Der er blevet stille rundt om banen – tilskuere, mekanikere og officials ”holder vejret”. Man kan se på kørernes ansigter at koncentrationen er 100 % og at adrenalinen pumper.

Det er nu det skal vise sig, om undervognsopsætning, dækvalg og motorjustering er rigtig.
Den eneste lyd er de toptunede racermotorer, der rumler i tomgang. Der er en let dis over startfeltet af røgen fra racermotorerne.
Der holder 10 racersportsvogne og venter på start. Starteren hæver flaget og hele feltet ryger af sted. 0 – 100 km/t på under 2 sekunder. Man hører motorerne nærmest hvine med 40.000 omdr/min før de skifter gear.

For enden af langsiden forsøger nr. 5 at passere nr. 4, men rammer banekanten og hvirvler op i luften. Slår en saltomortale og lander på taget i kanten af banen. Speakeren annoncerer: ” pas på for enden af langsiden – der ligger en bil”

Men der kommer ingen ambulance, ingen kranbil – det er nemlig en DM afdeling af 1:8 der bliver afviklet – køreren står i sikkerhed 2-3 meter over banen i et kørertårn – og skaden er højst mental. Mekanikeren er nu nået over til den havarerede bil og sat den tilbage på banen – og så er det bare af sted – der er 45 minutter til at indhente det mistede. Det er MRC Sport – eller rettere, en gren af den.

MRC-sporten er den yngste gren under Dansk Automobil Sports Union. Det er motorsport med radiostyrede modelracerbiler i en skalaform, f.eks. 1:10. Det betyder at modellen er 1/10del størrelse af den oprindelige racer. Der er tale om seriøs motorsport, der stiller krav om koncentration, overblik og flair for teknik.

Hvor foregår det?


Der køres MRC på asfaltbaner og jordbaner udendørs, og der køres indendørs på asfalt og på nålefiltsbaner.
Der køres med el-drevne biler og med biler med brændstofmotor. Nogle mener at brændstof er det rigtige – andre, at elbiler er sagen. Fordelen ved elbilen er at man kan køre hele året. Om sommeren udendørs og om vinteren på indendørsbaner.

On-road eller offroad?

Det er det første du skal tage stilling til.

On-road klasser:

1:10 Touring Car. Eldrevne 4-hjuls, touringcar karosseri, længde ca. 40 cm, bredde max. 20 cm. Vægt 1500 gram.
1:10 Touring Nitro. Samme størrelse bil men drevet med en 2,1 cc gløderørsmotor og 2-gears transmission. Vægt ca. 1900 gram.
1:8 Track. 4-hjulstræk, sportsvognskarosseri, længde ca. 45 cm.. 3,5 cc gløderørsmotor og 2-trins gear. Vægt ca. 2500 gram. (Betragtes som MRC sportens Formel 1).
1:6 Truck. Lastvognskarosseri, længde ca. 90 cm. 23 cc 2-takts motor med baghjulstræk. Vægt 10 kg. En standardklasse, hvor ændringer stort set ikke er tilladt.
1:5 Touring Car. Touring Car med 23 cc motor og baghjulstræk. Vægt ca. 10 kg. Er blevet en meget hurtig klasse.

Offroad klasser:

1:8 Buggy. 4-hjulstræk, 3 differentialer, 3,5 cc gløderørsmotor, 1 gear, vægt 3500 gram
1:10 El-buggy, 2wd eller 4-wd. Men klassen er p.t. ikke aktiv.

Hvordan kommer jeg i gang?

Den billigste måde at komme i gang er 1:10 klassen, og så må du tage stilling til om det skal være el eller brændstof. Er du til de store biler, vil vi foreslå 1:6 Truck som er en økonomi venlig klasse. I Off-road er der p.t. kun 1:8 Buggyklassen. Men her kan du også komme i gang for rimelige penge. Find ud af hvad der er af DASU klubber i nærheden af hvor du bor, og undersøg hvad de kører med.

Skru dit ambitionsniveau lidt ned – du bliver ikke danmarksmester det første år – og nok heller ikke det næste. Lad være med at købe den mest avancerede model, når du alligevel ikke aner hvad du skal bruge alle de justeringsmuligheder til. Lad være med at købe den vildeste motor – når du alligevel ikke kan køre fem minutter fejlfrit.

Hvad kræves der ellers?


At du er medlem af en DASU klub, og at du har en licens. Du finder din nærmeste MRC-klub på vores kluboversigt her.


Der er ingen krav til personlig udrustning. Men det radioanlæg (sender/modtager) du anskaffer, skal være et godkendt 27 eller 40 Mhz anlæg.
Og den bil du anskaffer dig, skal overholde reglementet, men det kan forhandleren hjælpe dig med – eller du kan læse reglementet her på siden, DASU reglement 7.

MRC-baner i Danmark

Aalborg RC
Klub: Aalborg RC
aalborgrc.dk

Greve RC Center
Klub: Greve RC Center
grrc.dk

Hillerød R/C Racing
Klub: Hillerød R/C Racing
hrcr.dk/

IMK MRC
Klub: IMK
imk.dk

Lolland-Falster RC Klub
Klub: Lolland-Falster RC Klub
lfrc.dk

Næstved Model Racing Club
Klub: Næstved Model Racing Club
nmrc.dk

Pilegården
Klub: Brøndby Racing Club
brc-racing.dk

RC Center Skive
Klub: RC Center Skive

RC Royal
Klub: RC Royal
rc-royal.dk

Regnbuebanen Rainbow Raceways
Klub: Glostrup RC Racing
grc-racing.dk

Skanderborg RC
Klub: Skanderborg RC
Find deres Facebook-gruppe her

 

Viborg RC Racing Offroad Arena
Klub: Viborg RC Racing
vrcr.dk