|
|
Hvordan gør man?
Bilejeren skal anmelde sin bil til rallysyn, der er en udvidet teknisk kontrol, hvor det kontrolleres om bilen lever op til kravene for godkendelse af konkurrencebil hos et godkendt synssted. Godkendelsen gælder to år fra kontroldato. Efter to år er der to muligheder for godkendelse: 1. Ny kontrol eller 2. Administrativ godkendelse Den administrative godkendelse kan opnås såfremt der ikke er foretaget ændringer på bilen siden det sidste rallysyn. Ved ejer-/brugerskift skal der udarbejdes et nyt dokument/godkendelsesblad med den nye ejers navn og adresse. Den nye ejer har selv pligt til at sikre sig at bilen er i overensstemmelse med dens godkendelsesblad. Når gebyr er indbetalt til DASU, og bilen er godkendt ved rallysynet, udstedes et dokument som bevis på at bilen er opbygget efter forskrifter i homologeringsattest og det tekniske reglement. Hvordan foregår rallysyn? Når du møder til rallysyn, bliver bilens papirer først kontrolleret og registreret. Derefter vil en til to kontrollører gennemgå bilen efter en checkliste, og bilens opbygning vil i en vis udstrækning blive registreret. Fejl og mangler som ikke har betydning i forhold til myndighederne, vil blive noteret i vognbogen, så du inden næste arrangement kan få det bragt i orden. Bestemte punkter på bilen bliver fotograferet. Disse fotos anvender vi som intern dokumentation for hvordan bilen var, da den blev fremstillet for os. De vil ikke indgå i det dokument, som du senere modtager. Du vil ved afslutning af rallysynet få at vide, om de tekniske kontrollanter finder din bil i orden på de punkter, som har betydning for myndighederne. Bestilling af tid til almindeligt syn De indsamlede data skal behandles, inden der kan udfærdiges det dokument, vi kalder for ”godkendelsesblad for konkurrencebil”. Dette dokument skal fremvises, når bilen skal synes. Du kan tidligst forvente at modtage dette dokument en uge efter, at du har været til rallysyn, så lad være med at bestille syn ugen efter. Når bilen skal synes, må der ikke gøres brug af eller bestilles en tid til almindelig periodisk syn. Når du bestiller tid, skal du gøre opmærksom på, at det drejer sig om et såkaldt "registreringssyn af en konkurrencebil”. Bilerne kan kun synes (herunder periodesynes) hos en synsvirksomhed, der må foretage registreringssyn. På Færdselsstyrelsens hjemmeside kan du se en liste over godkendte synsvirksomheder. Klik her for at se listen. Det kan være en fordel at medbringe "Vejledning om syn af køretøjer", Kapitel 18 - Reparation, ombygning m.v. Vejledningen finder du på Færdselsstyrelsens hjemmeside - klik her.
|
||