|
|
I gang med rallyHvordan kommer jeg i gang med historisk hastighedsrally?Bil og teknikMange af de tekniske forhold der gælder for historisk baneløb, gælder også for rally. Men hvor baneløbene foregår på lukkede anlæg med uindregistrerede biler og med kun køreren ombord, skal en historisk rallybil være indregistreret på danske nummerplader og være indrettet til både kører og kortlæser. Specielt det første kan lyde vanskeligt, men med DASU’s hjælp kan en historisk rallybil faktisk relativt nemt blive både synet og indregistreret.
En forudsætning er naturligvis at man har anskaffet sig en bil, at registreringsafgiften er betalt, og at bilen er korrekt opbygget jfr. gældende reglementer og homologeringsattest. I sit valg af bil, bør man i øvrigt tage højde for at rally belaster materiellet meget, og at god tilgængelighed af reservedele er vigtig. En robust og driftsikker bil er i øvrigt altid at foretrække, frem for en avanceret eksotiker.
Montering af bur, H-seler, konstruktive ændringer, tuning, og ændringer i støj- og miljøværdier, er forhold der kan få de fleste synsfolk op på mærkerne. Derfor kan man ikke uden videre køre til syn med sin historiske rallybil. Først skal man have den godkendt af DASU’s teknikere. Dette gøres ved at bestille en rallysynsrekvisition, enten på telefon 43 26 26 26, eller via DASU’s hjemmeside (på hjemmesiden kan man i detaljer læse om rallysyn). Når formularen er udfyldt indsendes den til DASU sammen med kr. 600,- og derefter sørger DASU for at bilen bliver indkaldt til et rallysyn som foretages af en af unionen udpeget tekniker. Selve synet foretages på et af DASU udpeget sted og tidspunkt, og ofte i grupper af 5-10 biler. Rallysynet er ganske omfattende, og inkluderer en grundig registrering af bilens data samt komplet fotodokumentering til DASU’s arkiv. Under synet laves en almen vurdering af bilens tilstand, ligesom det kontrolleres at bilen er opbygget efter reglementet og at der ikke er foretaget ændringer ud over hvad der er tilladt jfr. homologeringsattesten. Nogen tid efter rallysynet modtages et DASU datablad der dokumenteret at bilen er godkendt og kan indregistreres som konkurrencebil.
Selve synet hos bilinspektionen foregår ofte helt ukompliceret. Bilens papirer bliver gennemgået, det sikres at stelnummer osv. er korrekt jfr. papirerne, men i øvrigt har synet karakter af en funktionskontrol af lygter, bremser osv. De mere følsomme ting som tuning, støj og miljø er der jo dispensation for i forvejen. Efter godkendelse af køretøjet hos bilinspektionen er proceduren som ved alle andre biler der skal køre på landevej. Det gælder i øvrigt også med hensyn til vægtafgift for forsikring.
Er der slet ingen ulemper ved at få synet bilen på dispensation som konkurrencebil? Jo. Som konkurrencebil må bilen bruges til konkurrencekørsel i arrangementer under DASU og til transport i forbindelse hermed, til kørsel i forbindelse med syn, og nødvendig kørsel i forbindelse med afprøvning efter reparation. Al anden kørsel med bilen på offentlig vej er ikke tilladt. I praksis er problemet ikke så stort, da de fleste konkurrencebiler slet og ret er umulige at benytte til ret meget andet en race, og ikke indbyder til hyggekørsel og søndagsudflugt.
Kører og kortlæserBegynderdisciplinen i rally hedder klubrally. Her kan man deltage i enhver indregistreret gadebil (behøver ikke at være en historisk bil). Eneste krav er at mandskabet i bilen bruger styrthjelm. Motorklubben hjælper med udstedelse af licens, som opnås efter et lille kursus i teori og praktik. Efter gennemførsel af 6 klubrallyer kan man erhverve licens til rally som er næste niveau indenfor rallysporten. Kortlæseren kan have en såkaldt co-driverlicens, men førerlicensen er også gyldig i højrestolen.
I rally køres med "rigtige" rallybiler, og det er her man skal lære sin historiske rallybil at kende for alvor.
Herfra ligger vejen åben for deltagelse i de større og krævende løb, først i Danmark, og siden – hvis ambitionen er til det – i udlandet.
Kompetence til at køre rallybil skal komme gennem deltagelse i løb, men en god ide som supplement, er at tilmelde sig et rallykører-kursus. Rundt omkring i landet afvikler klubberne det obligatoriske kursus på klubrallyniveau, men er forventningerne højere må man i øjeblikket søge til udlandet, hvis man vil på et egentligt rallykursus. I Norge afvikler f.eks. den tidligere Skoda-fakbrikskører John Haugland nogle virkeligt gode rallykurser.
I rally vinder man ikke på teknik og kørefærdigheder alene. Samarbejdet mellem kører og kortlæser er mindst lige så vigtigt, så et godt uddannelsesforløb bør indeholde rigelige mængder af udfordring og udvikling for kortlæseren også. Nogle af rallykurserne tager højde for dette, men ellers må det anbefales at man lokalt i sin klub søger råd og vejledning fra et af de erfarne rallyhold. Mange rallyerfaringer er dyrekøbte, men til gengæld vil de fleste ”gamle” i rallysporten ofte meget gerne lære fra sig så gentagelser kan undgås.
En vigtig færdighed ved deltagelse i rally er at lave og bruge de såkaldte ”noter” effektivt. Ikke blot kan man køre hurtigere ved rigtig brug af noter, sikkerheden bliver også væsentlig større. Noter er en nøjagtig beskrivelse af hastighedsprøvernes forløb og beskaffenhed og fundamentet for et effektivt samarbejde kører og kortlæser imellem. Der findes mange forskellige metoder til at lave gode noter, men igen her kan det være en rigtig god ide at søge råd og vejledning hos erfarne rallymandskaber.
Og så en lige en ekstra detalje som adskiller rally fra baneløb: Man kan fint selv være mekaniker på bilen hjemme i garagen. Faktisk er det en stor del af fornøjelsen ved at køre motorløb i historiske biler. Men under selve konkurrencen, er det absolut nødvendigt med et par friske servicefolk der kan hjælpe med akutte reparationer, hjulskift, benzinpåfyldning osv.
|
||