DASU har indgået promotoraftale omkring dansk rallysport

03.02.2010 Dansk Automobil Sports Union har indgået en promotoraftale, som skal sikre en stærkere markedsføring af dansk rallysport i fremtiden.

DASU har med Danish Rally Championship, forkortet i daglig tale som DRC, der tegnes af den mangedobbelte danske mester og fortsat aktive rallykører og erhvervsmand Karl Åge Jensen, indgået en promotoraftale omkring afviklingen af DM rallyserien frem til 2014.

I lighed med DTC, der har promotoraftalen indenfor banesporten, så vil DRC få overdraget de kommercielle rettigheder til DM rally serien i perioden 2011-2013, for hvilken periode der er skrevet kontrakt.
Allerede indeværende år afvikler DRC to DM-løb i samarbejde med motorklubberne Kjellerup og Omegns Motorklub og Bramming Motor Club. Her vil det koncept som DRC ønsker at køre sine løb efter blive afprøvet, og såfremt disse løb afvikles tilfredsstillende, træder den indgåede hovedaftale i kraft fra 2011.

Hensigten med en professionel styring af DM-serien i rally er at opnå større synlighed af denne populære sport hos offentligheden, primært i form af en bedre markedsføring og oplevelse af løbene i DM rallyserien for alle involverede parter - deltagere såvel som sponsorer, presse og de mange tusinde tilskuere.
Med promotoraftalen er det også hensigten, at det vil blive mere attraktivt for DASU’s klubber at arrangere DM-rallies, primært gennem en bedre kompetencefordeling mellem promotor og motorklub af de mange arbejdsopgaver, der er i forbindelse med et DM-rally.

Det sportslige ansvar for DM rally serien ligger fortsat hos Dansk Automobil Sports Union som udfærdiger bl.a. reglementer, mesterskabsbestemmelser og løbstilladelser.

For yderligere information:
Dansk Automobil Sports Union, tlf. 43 26 28 80.
Danish Rally Championship, Karl-Åge Jensen, tlf. 20 54 84 97.