- Jo, vi tager hele turen fra Oslo til Monaco, og det er virkelig en drengedrøm, der går i opfyldelse, griner de to mænd, der har passeret de tres. Det er deres første Monte-Carlo Rally.
De har været lidt rundt, de to. Blandt andet har de været verdensmestre i modelflyvning, men det var dengang i firserne, og nu skal der noget andet til. De overvejede OL i katamaransejlads, men nej. Siden har det været gamle biler, og som de siger samstemmende: ”bigger boys, bigger toys”.
Skålform – nej tak
- Vi ved, at det bliver rigtig hårdt, men vi har nu tænkt os at få en oplevelse ud af det. Og være en anelse magelige samtidig. For eksempel har vi beholdt de store, bløde lædersæder i Volvo´en og ikke installeret de skålformede og kropsnære sæder med fire-punkts-seler. Så kan vi sove bedre, fortæller Hans Geschwendtner, og John Mau tilføjer, at de har hørt om Monte-Carlo-kørere, der er så udmattede efter den lange tur, at de ligefrem kaster op af bare anstrengelse, når de endelig når frem til linjen.
- Og det skal vi ikke have noget af. Vi bliver ikke nummer et, men det er også lige meget, siger John Mau.
Nervøse hustuer
De har kørt FDM DASU Classic i en Jaguar XJ6 coupé fra ’76 og Hill Climb i en Austin Healey 3000, men til Rallye Monte-Carlo Historique er det en Volvo 142 GT.
- Vi købte den i Sverige, og så kørte vi den til Volvo-guruen Kurt Mejer i Horsens, hvor den blev modificeret efter alle kunstens regler, og vi er simpelthen vilde med den nu, fortæller de to glade ”drenge”, mens begejstringen lyser ud af dem.
Hans Geschwendtner og John Mau har lavet en aftale med de norske kørere om at dele servicevogn undervejs, de har gennemgået den helt store lægeundersøgelse, for det skal man, og de skal på glatførekursus inden starten.
- Vores koner er ikke så glade for, at vi skal køre ræs i bjergene, men vi har lovet at opføre os ordentligt, så det skal nok gå alt sammen. Vi skal jo også gerne have Volvo`en med hjem igen, griner de.
Masser af prestige
John Mau er medlem af MG Car Club (www.mgcc.dk), og Hans Geschwendtner er med i Historisk Motor Sport Danmark (www.hms.dk), som arrangerer pitstoppet i Himmerland.
- Klubben har gjort et fantastisk stykke arbejde med at etablere det hele, mens rally´et er i Danmark, og når vi ankommer fra Oslo, kan vi være sikre på, at alt er som det skal være, siger Hans Geschwendtner.
Søren Duun er en af mændene bag, og han fortæller om et spændende samarbejde med den franske løbsledelse.
- De går meget op i detaljerne, men det er jo altså også den mest prestigefyldte motorklub i verden, der arrangerer Rallye Monte-Carlo Historique, og vi er selvfølgelig helt med på den. Vi er fuldstændig klar, og jeg er sikker på, at det bliver en succes. Vi er jo vilde med de her gamle biler, og ud over at være med til at afvikle selve løbet, glæder vi os også til at se rigtig mange mennesker, så vi kan vise bilerne frem, siger Søren Duun, der før har været med på det historiske rally som tilskuer.
De rutinerede og de nye
To andre danske kørere med stor rutine har valgt en anden løsning: Formanden for DASU Bent Mikkelsen og hans makker Jens Gandrup kører til start i Reims i deres Alfa, og de kører for at få en god placering i løbet. De har prøvet det en del gange før, ligesom Arne Pagh og Lars Bækkelund i deres Fiat 128 Coupé og Peter Karlsen og Erik Rasmussen i deres Golf GTI. Alle tre hold starter i Reims. Men kilometermæssigt er det ikke et forspring foran Hans Geschwendtner og John Mau, der starter i Oslo.
Uanset startstedet kører alle lige langt og gennemgår de samme prøver. Mau og Geschwendtner regner med at have tilbagelagt små 6.000 kilometer, inden de triller den godt brugte Volvo i garage i Kastrup.
Hans Geschwendtner og John Mau med startnr. 127 passerer den danske kontrolpost sammen med de 16 øvrige startende fra Oslo den 29. januar.
De historiske biler passerer kontrolposten søndag den 29. januar mellem kl. 17.30 og 18 på Statoil Motorvejscenter, rasteplads Himmerland Vest på E45, 5,7 km syd for afkørsel 31 Støvring Syd i sydgående retning.
Kontrolposten bliver med opvarmet pittelt, oplyst parkeringsområde og kontrolområde og gode faciliteter for både kørere og publikum – og klubberne byder på en varm kop kaffe.
(Foto: mitsvendborg.dk)
Med venlig hilsen
Historisk Motor Sport Danmark