Det logiske samarbejde

Da Dansk Metal og Dansk Automobil Sports Union (DASU) i 2008 indgik en længerevarende aftale, var det på mange måder en epokegørende begivenhed for begge organisationer.

Aftalen rummer nemlig så mange elementer og så mange nye tiltag, at det ikke ligner traditionelle sponsoraftaler, men snarere kan opfattes som en fælles hensigtserklæring om fremtidig udvikling, medlemspleje og rekruttering.
Aftalen gør op med den gængse forestilling om sponsorater, hvor sponsoren alene køber sig til passiv eksponering på idrætsudøvere samt diverse fribilletter til arrangementer.

Aftalen mellem Dansk Metal rummer også dette, men er i langt højere grad et aktivt sponsorat fyldt med tilbud til Dansk Metals medlemmer. Bilsportens tiltrækningskraft, især blandt unge, er et velkendt faktum. Blandt DASU’s ca. 8.000 medlemmer findes et uforholdsmæssigt stort antal mekanikerlærlinge, smede, IT-specialister o.l.; med andre ord selvskrevne medlemmer af Dansk Metal. Da aftalen skulle udformes, var det derfor oplagt at lade DASU levere skræddersyede tilbud til Metals medlemmer indenfor bilsportens mange spændende facetter.

Tilbud til medlemmer af Dansk Metal

Metal Rally
Klubrally er en af de mest populære indgangsvinkler til rallysporten. Her kan man, efter en kort instruktion, deltage i hastighedsprøver i sin egen bil og lære at mestre den i ekstreme situationer. DASU har udviklet et mesterskab specielt beregnet til unge medlemmer af Dansk Metal og siden nytår gennemført en række kursusløb, der kulminerer i en stor finale i november måned. Deltagelse er gratis for medlemmer af Dansk Metal.

 

Streetrace
Alle kender overskrifterne fra mandagens aviser, der beretter om unge menneskers ulovlige weekend-dækbrænderi på gader og stræder, en aktivitet der alt for ofte ender tragisk. Siden begyndelsen af 2009 har medlemmer af Dansk Metal gratis kunnet deltage i lovlige streetrace arrangementer afviklet af DASU’s klubber. Konceptet om lovligt streetrace vil blive yderligere udviklet i 2010 og 2011.

 

DASU Classic
Er man mere til nostalgi og smukke gamle biler, kan medlemmer af Dansk Metal nu også deltage i historiske pålidelighedsløb på favorable vilkår. Her drejer det sig ikke om at køre hurtigt, men om at kunne finde vej efter et kort. Samtidig nyder man sin klassiske bil, godt selskab og måske en god frokost som afslutning. Som de to ovenstående arrangementer vil også DASU Classic blive udviklet yderligere i den kommende tid.

 

Aftalen indeholder også et mere traditionelt afsnit, hvorefter Dansk Metals logo optræder i en række forskellige sammenhænge indenfor bilsporten. Således er Dansk Metal programsponsor for transmissionerne fra gokart, sponsor for Dansk Metal Formel Ford Festival, der køres 20. september i Padborg, sponsor for computerrace m.v., som regel ledsaget af gratis adgang til diverse arrangementer for medlemmer af Dansk Metal. Senest har DASU og Dansk Metal afviklet finalen i Metals interne gokart-turnering samt kåret ”Årets Metalmekaniker”.